KøbenhavnsKommunaleSkolevæsen_1928-31

6 3

inde var der mange Tusinde Mennesker. Vi ventede længe, men vi frøs ikke, fordi vi stod saa tæt, at vi varmede hinanden. Endelig gik Porten op, og den store, hvide Svane blev baaret ud. Den var et Bil­ lede paa H. G. Andersen: den grimme Ælling, der blev til en Svane. Saa kom de myldrende ud, baade Kejsere og Prinsesser, Trolde, Hekse og Havfruer, Tinsoldater og lille Idas dejlige Blomster. Vi hørte Borgmesteren tale, og saa sang vi alle sammen. Genfortælling. En Præstefrue ude paa Landet fik en Dag Besøg af en Nabokone, og denne gav sig straks til at for­ tælle en hel Del ondt om en Kone, der hed Karen, og som boede i samme By. Da Præstekonen i nogen Tid havde lyttet til, rejste hun sig op og sagde: Det er slemt, hvad jeg hører; men nu tager jeg mit Tøj paa, og saa følges vi ad hen til Karen og formaner hende til at blive et bedre Menneske. — Da Nabo­ konen hørte dette, blev hun meget forlegen og sagde, at hun maatte skynde sig hjem, hun havde saa travlt. Men Præstekonen holdt paa, at man altid maatte have Tid, naar det gjaldt om at hjælpe et Menneske paa den rette Vej. Da maatte Nabokonen tilstaa, at hun ikke vidste, om Historierne var sande, — det var kun noget, hun havde hørt, — og Præste­ konen sagde, at saa var det gaaet som saa ofte, at en lille Fjer var blevet til fem Høns. — Snart efter gik Nabokonen hjem, og naar hun senere kom i Præstegaarden, fortalte hun aldrig Sladderhistorier mere. (Fortællingen oplæses to Gange.) (Komponisten Carl Nielsen fortæller følgende Op­ levelse fra den Tid, da han som femtenaarig Dreng var ansat ved Militærmusikken i Odense:) Med nogle Dages Mellemrum var det min Tur at blæse Reveillen*) eller Retræten**) uden for Hoved vagten paa Flakhaven i Odense. Reveillen blev spil­ let meget tidligt om Morgenen, og jeg følte mig helt tapper, naar jeg satte Hornet for Munden; for man *) Morgensignalet. **) Aftensignalet. 7. og 8. Normalklasse. Bogopgave.

sagde, at der kun var to, der kunde spille Signalet tilfredsstillende, og den ene var virkelig mig. Det hændte, at vi blev purret ud til hurtig Udrykning, uden vi var varet ad, og jeg kunde klæde mig paa i fuld Mundering i Løbet af tre Minutter. Men en Morgen, da jeg skulde blæse paa Flak­ haven, gik det mig galt. Jeg skulde stille Klokken fem og vaagnede allerede før halv fire. Saa stod jeg op og gjorde mig i Stand, men da jeg kun havde fem Minutters Vej til Hovedvagten, og der altsaa var langt over en Time til, lagde jeg mig oven paa Sengen med Tøjet paa og med Hornet paa Maven. Jeg faldt i Søvn og vaagnede ved, at Hornet faldt paa Gulvet. Da jeg saa paa mit Ur, var Klokken et Par Minutter over fem; jeg for af Sted, det bedste jeg kunde, styrtede ind og meldte mig til Vagtkom­ mandøren og bad om Lov til at blæse alligevel. Det var en godmodig Underofficer, som gerne vilde have imødekommet mig, men han sagde: »Jeg tør ikke, min kære lille Ven«, og saa bandede han, »hvis det bliver opdaget, bliver jeg sat tilbage og faar oven i Købet mørk Arrest«. Jeg sagde til ham, at jeg kunde spille piano, saa ingen kunde høre det, men det hjalp ikke. Han var meget ked af det paa mine Vegne, fordi nu vilde jeg uvægerlig blive straffet. Saa skrev han ind i Protokollen: Spillemand 5, Carl August Nielsen, mødte seks Minutter for sent til Reveillen, som jeg nægtede ham at udføre. Der gik et Par Dage, inden jeg hørte noget an- gaaende min Forsømmelse, og jeg kunde ikke sove om Natten og næppe spise og drikke. Saa kom der en Ordonnans*) med en Konvolut, som jeg aabnede, og jeg læste, at jeg den følgende Formiddag Kl. 10 havde at møde hos Premierløjtnant Glahn i Vester­ gade Nummer et eller andet. — Jeg stod meget tid­ ligt op, pudsede alle mine Sager paa det grundigste, tog mine hvide Vaskeskindshandsker paa og begav mig hen til Løjtnanten, kom op paa første Sal, læste hans Navn paa en Dørplade og ringede paa. I For­ stuen sad en Soldat, som pegede paa en Dør og sagde, at Løjtnanten var derinde. Jeg bankede paa, og Løjtnanten sagde: »Kom ind!« Det forekom mig helt underligt, at Officeren aldeles ikke saa spændt eller højtidelig ud; han tog sin Sabel paa, som om det var en fuldkommen ligegyldig Sag, og det var mig højst uhyggeligt, at han i en frisk Tone sagde: *) militær Budbringer.

Made with