292648731

lØBENHAVNSfel MADHUS BIBLIO8 THER

ExLi

BR1S

/

U J

2'\iorl

1 il Oversættelsen af nedenstaaende Digt af ”K. A. IN imi n ie r s Mi nu en fr ån So d em ” indføres Digterens Forerindring: ”For at nyde en taus og rolig Fest vandrede jeg en Aften ud af Norreport til den saa kallede "Assislcnce - Rirkegaard”, som 'sikkert er en af de skiønneste Kirkegaarde i Europa. Lovfulde Træer, skyggefulde Gange, aabne og lyse Steder, Monu­ menter, som beskygges af løvfulde Træer, Popler og Taarepile, Urner, og Kors, som omslynges af Rosen- ranker, Vellugt, Fuglesang, giore Dødens Rolig til et lidet Paradis. Nogle kunne maaskee sige, at Stedet er mere en Have end en Kirkegaard, at Kunstens Opfindelse liar giort sig megen Umag for at forsøde den højtidelige Ritterlied af Tanken paa Forgængeligheden; at denne Tanke er velgiorønde lor Hiertet, at den er styrkende og opløftende, at den ikke bor indhylles i Blomster, og at Dodens-Bolig derfor bor befries fra al anden Pryd, end den enkelte Gravliøi; men jeg svarer: hvo, som af disse uskyldige Prydelser, hvorved almindelig eller enkelt Taknemme­ lighed har hædret den Dødes Aske og Minde, kan lade sig forlede til letsindige Følelser eller til at

glemme Stedets Betydning, den fortiente aldrig at kicnde det store og oploftende i Tanken paa Boden. Hoitidcliglioldes vel en Afdods Minde livligere end i Skiødet af den frie Natur? Vore Forfædrc, som vidste hvad Døden var, havde jo sine Afdødes Mindesmærker opreiste-paa de Steder, hvor de helst vandrede, og hvorfor, om ci for at forlænge og forsode Savnet af deres Tab, og i Mindets helligste Timer at nyde et Forbillede paa det forventede Elysium, hvor et­ hvert Savn skal ophøre, og det ubesmittede Minde • fuldbyrde Haabet om en uopløselig Forening! Fristes Nogen ved Synet af det Blomsterhylle, som Naturen og Kunsten i Forening har draget over Forgiængelig- heden, til at glemme hvor han gaaer, saa løfte han sit Blik op til den ensomme Pille, som staaer hoi og alvorlig blandt Korsene, Mindestøtterne og Blom­ sterne, pegende mod Himlen, og med den korte, betydningsfulde Paaskrift: Me ta ; det vil sige: Vandrer ! her er Maa l e t”

ASSiSTENCE - KIRKEGAARDEN

KARL AUGUST N1CANDER.

Hvilken paradisisk Stad af Grave! Hvilket yppigt Liv i Dddens Bve! Ilaabet læser Mindets gyldne Gave her paa Pillerne i Poplers Ly. Her boer Do de n ; oin hans Thronc unge Fugle smaae i Poppclkroner siungc, liig et Sangværk i en folkrig Stad. Vedbendsranker hvide Marmor hylle; Aftensolens Straalcr muntert trylle mellem Piller, mellem Blad. \ Sti l l e Dod, scc dine La u r e r komme! Prægtigt i din Hovedstad du boer, dine Undcrsaallcr ere f r omme , og din Magt er faderlig, men s t o r ; dine Born med roligt, sorgfrit Ilierte uden Moie, uden Glimt af Smerte

hvile trygt i bloinstcrprydct Rum. liensom her du nye Offre soger; du er ene den, som her foroder, stærk, vidtfavnende og stum.

Hvilken paradisisk stad af grifler! Hvilket yppigt lif i dbdens bygd! Hoppet laser ininnets gyllne skrifter Uppå vardarne, i lindars skygd. lliir bor Udden. Kling lians thron de unga Fåglarnc i poppelkroner sjunga, Såsom spelur i en folkrig stad. Murgrdnsrankor hvila marmorn smeka, Aftonsolens strålar gliidtigt leka Mellan tempel, mellan blad. Stilla Ddd! Se, dina lagrar blomma! Priiktigt i din hufvudstad du bor. Dina undersåter aro fromma, bch din makt ar faderlig, men stor. Dina barn, med lugnadt, sorgfritt hjerta,

Utan mdda, utan skymt af smarta llvila trygl i blomslcrprydda rum. linsam du dig nya skatter letar; Du den enda ar som liar arbetar, Stårk, vidtfanmandc och stum.

Intet Opror i dit Rige hores, intet Raab om ny Regieringsform; ingen Tvedragtsfakkel blodig fores i dit hæderværdc Herredom. Du en Ullras er; du vil alene vidt omkring dig Alt forene: stolt du troer, at du al væl d i g er; men Alfader dig et Met a stilte, og for dig og for dit Septcrs Vælde Non plus ultra skrev han her. Vandringsmand! naar tankefuld du skuer Pillen her paa Graven, skion og lang: veed du hvad i gyldne Indskrift luer? „Me t a “ staaer der — Maalet for din G; Nei, din Vandring er mod Evigheden, og dit Øicrned Fuldkommenheden; Livets Stierne slukkes aldrig ud; kun for Doden staaer Orakkclsgavcn; det er Doden blot, som doer i Graven, Siælen den kan aldrig doc. Aldrig doc! Himmelsk vældig er den Tanke: jeg skal aldrig doe! Som Solen — for den Ædle herlig, den som en Brand fortærer Alt. Ingen Hvile er for Aandens Verden;

Intet’uppror i ditt rike rejes, Intel rop om fri konstitution. Ingen tvetiriigisfackla blodig hdjes Kring din vdrdnadsvarda herskarthron. Du en Ultras ar. Du vill allena Under dig och kring dig alil fdrena: Stolt du tror, all du allsviildig ar. Men Allfader dig ett Meta stiillde, Och for dig och for din spiras viilde Non pl us u l t r a ! skref han hiir. Vandringsmann! nar lankfull du beskådar Pelar’n som bland grafvarna star opp, Vct du hvad dess korta inskrift badar? — „M eta s t a r det — må l e t for mi t i lop Nej! ditt lopp ar såsom evigheten, Och ditt cnda mål: Fullkomlighclen; Lifvets stjerna slåeknar aldrig ut. Blott for Diiden skrefs orakkelskriften; Det år Dodcn blolt, som dor i griften: Mcnska! du tar aldrig slutt. A l d r i g sl ut t ! — Gudomlig och forfarlig År den tanken: jag ododlig år. For den ådla såsom solen hårlig, Når det usla som en brand fortår. Ingen hvila ges for menskoanden;

evigt skal den slige mod sit store Maal: der hvor alle Plagers fæle Øde flamme op til nye Sciersmode, som en Phonix fra sit Baal.

Lang og tung, men skion er Pilgrims-Reisen Kampe vente mig; jeg venter dem; og den ubekiendte vide Ver.den lier mit Hiem, indtil jeg kommer —• hiem. Tryg jeg vandre vil og aldrig bæve; gid min Aand da maa som Ørnen svæve evigt opad paa sin frie Bane! Gid mit Stov, naar del er træl at folgc, Doc i Fodelandets kiære Lande, for hvis Vel det sidste Suk det gav, eller vugged frem mod Iliemmets Strande, eller og — om det ci did kan vinde, idelmindste finde der sin Grav! Lige blid som Egnen er mig kiær: Ubesmittet da af Ondskabs Tunge, ved en Sang, som Himlens Fugle siunge, Stov og Navn begraves her! dale roligt paa en rolig Beige, og doc i Vellyd som en Svane! * f ' V N

Evigt uppåt genom stjcrnclandcn Skall lian flvga till sitt stora mål: Och ur hvarje plågas hela skote Flainma upp till nya segras mole Såsom Phocnix från sitt bål.

Lång och svår och skon år pilgrimsfårdcn Stridar vånta mig: jag vantar dem: Och den obekanlc, vida vcrldcn År milt hem, till de’s jag kommar hem. Trvgg jag vandra vill, och aldrig båfva: Må min ånde, såsom ornen svåfva Evigt uppåt på sin fria ban! Må milt stoft, når det år trolt alt fiilja, Stilla sånkl uppå en lugnad bolja, Do i vålljud, som en svan! , Di) i foslerjordens dyra låndcr, For hvars vål sin sista suck det gaf, Eller vaggadt fram mot hcmmcts* strander Finna der åtminstone sin graf! Eller och — om det ej dit kan hinna, Må det h å r den sisla hvilan finna, Lika Ijuf som nejden år mig kår: Obesmittade aflfrytets tunga, Vid en psalm, som himlens fåglar sjunga Stoft och namn bcgrafvas hår!

Salig da skal Aanden see tilbage, skue ned paa denne Kirkegaard, og min sidste Sang skal maaskee vaage som en Skytsaand paa min Grav. Du min Yndling iblandt Blomslerhavcr, som saamange brustne Hierter plcie, skal jeg giemmes i dit Skiod? Nei! Sydens Park ved Grændserne af Norden, Bifrost mellem Himmelen og Jordén giem dog min F o r g i c t - m i g - c i !

Salig da skall anden se tillbaka, Blicka ner på denna kvrkogård,

Och min basta sang skall kanske vaka Som en genius ]>a inin minnesvård. , Du, min ålskling ibland blomslcrgårdcr, Som så månge bruslna hjerlar varder, Skall jag gdmmas i ditt skole? Nej! Sdderns park vid grånsarne af Norden, Bi f r os t mcllan himmelen och jorden, Gom dock min forgåt - mig - ej!

Made with FlippingBook Online newsletter