IstedgadeOvergiverSigAldrig

Efterskrift. Paa Sporet efter Ophavet til de bevingede Ord om Istedgade.

Hvem har fundet paa det krigerskel og dog muntre: „Istedgade overgiver sig aldrig?“ Ganske interessant a t faa den kvikke Person frem i Rampelyset. For der var vel Tale om en enkelt Person? Opgaven viste sig a t være omgivet af store Vanskelig­ heder. Gang paa Gang mindedes man den Mistillid til den menneskelige Hukommelse, som de gamle Munke lod komme til Udtryk i Middelalderens Dokumenter, og af hvis Sen­ tenser en lyder saaledes: „Timelige Handlinger fortæres af Ælde og Glemsel, hvis de ikke beskyttes af det skrevnes Værn.“ Saa sandt, saa sandt! I Snesevis af Personer, som havde levet med i Folkestrejkens blodige Istedgade-Begi- venheder og været optaget af og leet ad Plakaten, der som Blinket af e t Smil sagde, hvad der skulde siges, ingen af dem kunde bare 2^2 Aar efter huske noget konkret. Ak ja, uden „det skrevnes Værn“ synker alting til Bunds og bliver borte. Den, som ikke e r Historiker af; Fag, maa undre sig. Man mødte et Smil: „Naa jo, det var d e t!“ Men Smilet afløstes altid af et maabende Udtryk: „Ja, hvordan var det nu egentlig?“ Folk erindrede kun, de havde moret sig, men hvordan var det egentlig? Den ene Handlende, som havde haft Plakaten klæbet paa sine Vinduer, henviste til

Made with