IstedgadeOvergiverSigAldrig

17

gerningerne i Ryggen, men Ordgyderiet er ved a t miste sin fascinerende Vellyd.“ Hvis man i Istedgade havde set denne Artikel, vilde man have moret sig kosteligt, men „Fædrelandet“ var lige saa sjældent paa disse Kanter, som de illegale Blade var hyp­ pige. Dets faatallige Køhere maatte luske helt op til Kioskerne i de „fine“ Gader, hvis de bare vilde have det.

De folkelige Vittigheder blomstrer.

Da de Allierede havde faaet godt Fodfæste i Frankrig, blomstrede de folkelige Vittigheder op af en Jord, der var ekstragødet med Forhaabninger. „Har du hørt, a t Kanal- kysten skal døbes om?“ „Næ-æ! Hvad skal den saa hedde?“ „Kanelkysten . . . fordi Tyskerne fa a r saa frygtelig Kanel.“ At Tyskerne klistrede Hverveplakater op alle Vegne, syntes man var en vældig Vittighed. Samtidig med, a t Tyskerne bad om Hjælp, lod de Schalburgkorpset optræde paa slap Line. Saadan noget kunde kun Racefolket finde paa. En af Plakaterne viste en Tysker i fuld Krigsmaling raabende: „Det gælder Europas og dermed ogsaa Danmarks Fremtid.“ — „Derfor ned med Tyskerne!“ hed det i Blyantskommen­ taren. Eller noget lignende. Det hændte, a t Hverveplakaten kom til a t hænge Side om Side med Plakater, der propagan­ derede mod de overhaandtagende Kønssygdomme, og saa var der ingen Ende paa Morsomhederne. Blandt andet blev der skrevet: „Syfilis, Tyskernes nye hemmelige Vaaben.“ Jo, der var ikke noget i Vejen med Humøret. * Englændernes skjulte Trusel om en ny F ront i Norden gjorde den tyske Ledelse i det danske Afsnit ganske konfus. Og det gik vel forøvrigt ikke anderledes i Norge. Her i Danmark trak Tyskerne alle disponible Tropper op til Jyl­ land og flyttede rundt med dem der, alt eftersom de troede,

Isted g ad e o v erg iv er sig a ld rig 2