IstedgadeOvergiverSigAldrig

91

han transporteret videre, fø rst til Dagmarhus, hvor han blev sjoflet med Tilraab, og endelig ved 22-Tiden til Shell- huset. Han skulde have det hele med. En højst ubehagelig Herre gav ham Valget mellem at blive stillet for en Stand­ ret og skudt i Løbet af en Timestid eller opgive, hvorledes Politigaarden var sikret. Og hvilken Ordre Mandskabet havde til dens Sikring. F. valgte fornuftigvis a t fortælle Tyskerne, hvad han mente kunde tilfredsstille dem. Nogen Hemmeligheder kendte han ikke. Hans Forklaring blev nedskrevet paa Tysk, og der blev forelagt ham forskellige Papirer, ligeledes paa Tysk, som han ikke forstod e t Ord af. Disse Papirer skulde han underskrive, ellers blev han skudt. F. trak paa Skulderen og skrev under. Og nu blev Tyskerne pludselig helt anderledes overfor ham. De sledskede, som han senere sagde. Der blev lovet ham en god Betaling og andre For­ dele, hvis han vilde holde Tyskerne underrettet om, hvad der foregik paa Politistationen. Kl. 221/2 fik han a tte r Lov til at gaa. I 9 Timer havde han bare faaet et Glas Vand. Hans første Gang var til Politigaarden, hvor han under­ rettede sine Foresatte om, hvad der var passeret. Der var enkelte Nazister paa Politigaarden, og mange kunde regne med, a t Tyskerne ogsaa havde nogle hemmelige Kreaturer deroppe, men alligevel forsømte de altsaa ikke at skaffe sig flere Kilder, hvor de mente a t kunne komme afsted med det. Men som sædvanlig var de daarlige Psykologer. Man kunde maaske gøre en Stymper til Stikker ved den Behandling, F. havde faaet, men ikke en ærekær Politimand. To en halv Maaned senere, nemlig den 19. September, stormede Tyskerne Politigaarden og slæbte de derværende Politimænd bort. F.s Tilfælde var ikke isoleret. Tyskerne forsøgte a t tvinge en Reservepolitibetjent til personligt a t fjerne en Færdsels­ spærring. Da han nægtede det, maatte han i Stedet frem

Made with