S_Borgmesterbogen_1870-1928

152

L A N D V E J E

egne veje. Vi finder i ny lande navnlig i Amerika en overvældende bevismasse på ukyndighed i retning af, hvad der er passende, eller af respekt for den nationale ejendomsret, i kopier som virker parodisk på den bedre vidende. Landbyer nævnes London, Paris eller Rom , og berømte navne som f. eks. Shakespeares fødesteds overføres til en mængde steder, som ingen ligheder har med originalens, hverken en „Avon“ eller en „dale“ . D ette er uvidenhedens triumfer. Navne opfattes som k lin ­ gende lyde uden betydn ing . Der er imidlertid gade eller vejnavne som har erhvervet sig international berømmelse, hvis overførsel som artsnavne har nogen und sky ld ­ n ing i denne deres berømmelse. Allé er jo ikke et dansk ord, men det danske „Gang har jo ikke samme betydn ing; Alameda er en E lmeallé; Boulevard er fra befæst­ nings kunstens bulværk, det danske virke ; „Corso“ er væddeløbs „kurs“ . Via Dolorosa er den latinske Sorgens vej. Disse er eksempler på navne, man kan risikere at træffe i enhver by; men som fra byplanens standpunkt nærmest må regnes som advarsler og hvis de anvendes bør det være som betegnelse for færdselslinjer, hvis brug og karakter svarer til deres i navnet givne oprindelse og historiske betydning. Men man kan ved navnegivning finde en hjælp i de gamle nationale sted s­ navne; først og fremmest ved at bevare og udvikle de stedlige navne fra den egn, hvor de ny skal bruges og hertil har man et ret godt middel i tryk te arbejder; f. eks. Johs. Steenstrups: „De danske Stedsnavne“. Dernæst kan topografiske ejendom ­ meligheder navnefæstes og disse bør altid have fortrinsret fremfor personnavnene, selv om disse kan tillægges nogen historisk værdi. Personnavne er altid genstand for uro og giver anledning til uheldige forandringer, navnlig ved politiske systemskifter. Selv kongenavne af århundreders brug er ikke sikre mod efterstræbelser, hv ilket ses af forandringen fra Kristiania t il Oslo. Det er jo først i den nyere tid , at vore sproggranskere for alvor har syslet med navnegranskning, både af person- og stednavne og skønt værdifulde bidrag til for­ ståelse af denne del af vort sprog er fremkomne, står dog meget tilbage endnu at ønske. Der er således det latinske „parcel“. Det danske „jordlod“ er ikke tyd e lig t nok; derimod har v i en del stedsnavne med endelsen „løse“, som betegnelse for at visse landstrækninger er udløst som del af en større ejendom: kongsgods eller kirke­ gods. Måske navnet Naboløs hører herhen og måske en af vore dygtige filologer kan sige, hvorledes v i af „løset“ kan forme en afløsning for parcel og parcellist eller par­ cellering. I det hele taget må man ved sagkyndig vejledning og anvendelse af vor righoldige nationale stednavne skat kunne skabe en brugbar vejledning på et om ­ råde, hvor den dilettan tiske ukyndighed nu råder. Det fortjener i denne anledning at mindes, at ordet „gade“ egentlig kun betyder en åbning „ga t“ f. eks. gennem en fæstningsvold, men også som betegnelse for vande som Gattegat = gattenes gat og Gattesund; men brugen har jo nu plantet „gade“navnet så fast at det ikke lader sig rokke; men „stræde“, som er den oprindelige betegnelse burde alligevel finde større anvendelse, navnlig for større og vigtigere færdselslinjer. De gamle stednavne dannedes ud af den daglige talebrug; derfor er de så v igtige og derfor viser deres form tilbage til visse bestemmelige tidsrum. Yi m istede noget ved hærtogene til England og Normandiet, ja selv til Rusland i den ældre middelalder og ved oprettelse af kongestolene der. En engelsk historie for ungdom ­ men (The Dickens it was) fortæller, hvorledes Jyder og Angler slog Danskerne ihjel og røvede deres stedsnavne og systematiske skibsnavne: Terror, Indom itable,