S_Borgmesterbogen_1870-1928

156

L A N D Y E J E

værdi af nogen betydn ing for storbyens vejv isn ing . Historiske og personlige m indes­ mærker burde altid anbringes på steder og måder, der bringer dem i berøring med folk og færdsel. Eksempler på forkert anbringelse har v i i Landbohøjskolens have og tildels i Rosenborg have. Kunstværker som repræsenterer ideer, som malkepigen i den førstnævnte have og Ekko og Liden Gunver i den sidstnævnte passer på frede­ lige pletter i offentlige anlæg; men Segelke, Rostrup, Hørup og Matsen burde fly ttes. De burde anbringes i hegn mod gade eller vej, når ingen særlig passende offentlig plads er for hånden, og hegnet må naturligvis omdannes t il at passe med hv ilep lad ­ ser o. lign . Halls statue i Søndermarken, præstemonumenterne ved kirkerne er ilde anbragte. Ligeledes er det stødende for den sunde forstand at se personlige statuer anbragt som pyn t på offentlige bygninger. Et offentligt mindesmærke skal beherske sine omgivelser og ikke anbringes som pyn t i haver eller på huse som amoriner eller vaser, eller mytologiske figurer. I rokokotiden tillod man sig meget af den slags — monumenter med sentimentale indskrifter i slots- og herregårdshaver; men i vor rationalitetsalder er v i forpligtet til logisk tankegang og begrundelse. Yi har jo kirkegårdene til de personlige mindesmærker— de som er rejste af personens venner medens sorgen over tabet var friskt. Offentlige mindesmærker må have historisk begrundelse, ikke gemmes bort i parkens indre eller i blomsteranlæg eller græsplæner, men anbringes således, at selv nærsynede personer kan komme nær nok t il at læse mulige indskrifter. Byen får et rigere præg når dens offentlige monumenter bliver led af byplanen og deres hensigt v il bedst nås, når de viser sig i gadeperspektivet; både for de indfødte og for de fremmede besøgende. E t andet middel i vejvisningens tjeneste, vilde man have hvis man forsynede de mange nye kirker med tavler angivende kirkens navn. Enhver hovedstads beboer er forudsat at kende navnet på den kirke, til hvis menighed han eller hun regnes, men de hundrede andre er nu et vildledende istedetfor et vejledende element af byens plan.