Fællesrepræsentationen_1879-1904

FRA TIDEN FOR.

4

for den forholdsvis sikre, men saare tarvelige, for ikke at sige fattige Stilling, der var en Haandværker beskaaren. O g dette vedblev at virke. Længe efter at Samfundet officielt var voxet fra at forbyde en Haandværker som saadan at faa Plads i en Bys Raad, ja længe efter at Forordningen af 1800 havde befalet, at der skulde være Haandværkere imellem Kjøben­ havns »32 Mænd«, krympede Byernes Klubber sig ved at op­ tage Haandværkere som Medlemmer. De stod i den alminde­ lige Bevidsthed som raa og uopdragne Personer. Endnu 1834 hedder det for A lvo r: »Haandværket bruges som en Skræk, hvormed Bornene kyses til Flid.« I den saa kaldte Oplysningens T id i Slutningen af det attende Aarhundrede rejste der sig en Bevægelse for at komme den uvidende Haandværkerstand til Hjælp. 17 7 1 blev det befalet en Række Professionister, at de skulde tilholde deres Lærlinge flittig at besøge Tegneklasserne paa Kunstakademiet, 1798 stiftes et Selskab til unge Haandværkeres Dannelse, og samtidig med den ovenfor nævnte Forordning af 2 1 Marts 1800 aabnes de Massmannske Søndagsskoler. Bevægelsen kæmper sig frem, men kun Fod for Fod. Det er et godt Tegn, at en Haandværker, Kobbersmed Jorgen Conradt, 1807 opretter et Institut for Metalarbejdere, men det væsentligste Bevis for Bevægelsens sikre Væxt kommer først 1838, da Hof- Guldsmed J. B. Dalhoffs ivrige Bestræbelser for at hojne Haand- værkernes Stand sætter sin Frugt i den under H. C. Ørsteds Ægide stiftede »Industriforening i Kjøbenhavn«. Haandværkerne skulde ikke længere sidde klæbede fast hver til sit Lav, der ofte bittert bekrigede hinanden; de skulde kunne mødes indbyrdes saavelsom med andre Samfundsmed­ lemmer. Industriforeningen slog i saa Henseende med stor V irkning alle Dore op. Og denne Forening, som strax tænkte paa Jernbaner og Dampudlejningsetablissementer, og