Fællesrepræsentationen_1879-1904

8

FRA TIDEN FOR.

ved Sagen. Dens Behandling i Stænderforsamlingen havde givet Foreningen den T ro , at hele Sagen var udsat »indtil en maaske fjærn Fremtid«. Saaledes formede det sig den Gang, hvorfor saa frygte nu. »Flaandværkerforeningen i Kjøben- havn« havde jo desuden i 1848 imødegaaet den ovenfor nævnte kommunale Kommissions Betænkning ved at frem­ skaffe og udgive en Række Erklæringer fra ikke mindre end 32 Lavsoldermænd. Det maatte betyde Noget! Haandvær- kernes Standpunkt var deres gode Ret, som de nok skulde vide at gjore gjældende. De lod sig ikke løbe med. Flaand­ værkerforeningen i Kalundborg, hvis officielle, paa flere Maa- der ganske oplysende Navn, var »Haandværksmesternes Fo r­ ening«, hævdede med Held, at den ikke skulde betale nogen Klubafgift; dens Formaal var fælles Belæring og Understøttelse (1850 ). Borger- og Haandværkerforeningen i Roskilde satte i 1853 imod Byens Embedsparti og ledende Bedsteborgere en Haandværker ind i Byens Borgerrepræsentation, hvad den be­ tragtede som en stor Sejer. Og dog truedes Lavene nu som ingensinde for. Tidens stærke Frihedstrang gjorde sig gjældende ogsaa paa dette Punkt og støttedes her af ikke faa Haandværkere. »Industriforenin­ gen i Kjøbenhavn« samlede en stadig storre Kreds omkring sig, og den 1847 i Kjøbenhavn opstaaede »Haandværkerdan- nelsesforening« viste, hvor yderlig frisindede flere Haandvær­ kere den Gang kunde optræde. Næringsfrihedssporgsmaalet blev et politisk Sporgsmaal, og blandt Andre kastede C. V. Rimestad, der var ivrig for at faa en Position i Spidsen for en Arbejderforening i Datidens Forstand, sig stærkt politisk interesseret ind i Sagen. Var det dog ikke paa Tide, at Haand- værket nu rorte sig. I 1853 kom der Bud til Haandværker­ foreningen i Kjøbenhavn fra endog to Steder. Foreningerne i Kjøge og i Nykjøbing paa Falster skrev begge til den. Alt