En eg vokser op - jens Villadsen

Villadium Fabriken i Tømmerap ved København.

Her er der maaske Grund til at standse et Øjeblik ved Icopalens Udvikling. Det Materiale, der fremstilles i Dag, er — selvom Grundlaget er det samme som det, der blev benyttet ved den første Produktion herhjemme i 1913 — alligevel af en helt anden Karakter, idet baade Holdbarhed og Udseende har gennemgaaet meget afgørende Ændringer. Den første leopal var en glat, asfaltimprægneret Pap uden Overflade, der fremtraadte i en graahvid Farve, som fremkom, fordi det var trukket i fint Talkum. I 1916 naaede man til at kunne lægge speciel Overflade paa og indførte samtidig dobbelt Imprægnering. Overfladeteknikken undergik nu stadige Frem- skridt. Man kunde give Icopalen forskellige Farver ved at presse grønne og røde Sten, Alumi- nium eller andre Materialer ned i Overfladen. Dermed blev man i Stand til at fremkalde særlige Virkninger. Den sidste Forbedring bestaar i at tilsætte Overfladebehandlingen et fint Mineralstøv, der giver Icopalen en større Stabilitet, uden at det gaar ud over Asfaltens Smidighed. I sin Tid havde man en Del Vanskeligheder med at faa Pappet til at ligge fuldstændig glat. Det var for tørt, naar det blev lagt op, og udvidede sig senere, saa der fremkom Rynker og Buler. Denne Ulempe er blevet overvundet, dels ved at holde en bestemt Fugtighedsgrad i Materialet og dels ved at give det en Efterbehandling i store Varmeovne. Et væsentligt Fremskridt ved Tækning med leopal opnaaedes, da man i 1932 købte en dansk Opfindelse, der muliggjorde at tække Tagene uden synlige Søm. Paasømningen af Tagpap har altid været et af de Spørgsmaal, der gav Anledning til Diskussion. Man kan komme ud for, at Sømmene arbejder sig op af Træunderlaget, naar Træet tørrer. Dette Problem blev særligt frem- trædende i den store Byggeperiode for en halv Snes Aar siden, hvor meget Træ blev importeret og straks anvendt uden tilstrækkelig Lagring. Hvis Sømmene løsner sig, dannes der et lille Hul omkring dem, hvor Vandet kan trænge ind, og dermed er der straks en Utæthed, som Tagpappet faar Skyld for, endskønt det reelt er det underliggende Træ, der er noget galt med. Efter 1932 har man været i Stand til at klæbe Overlæggene sammen paa den Maade, at der bliver indlagt en asfalteret Jutestrimmel, der smeltes og svejser Samlingerne til et Hele. Smeltningen fore- 19

•>