BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

D e Følelser, hvormed de efterlevende steder deres afdøde til Jo r­ den, har vel overalt og til alle Tider været de samme: Følelsen af Sorg og Savn, for nogles Vedkommende mildnet ved Haabet eller Forvisningen om, at Adskillelsen ikke er evig. Ved Gravlægningens højtidelige Form har man søgt at give Udtryk for sin Opfattelse af Li­ vets og Dødens Betydning; og enkelte af de Begravelsesskikke, som derved er opstaaede, har bundet saa dybt i det menneskelige Sind, at de har overlevet Aartusinder. I Stenalderens Gravhøje hviler vore For- fædre, som alle Slægterne efter dem, med Øjet vendt imod Morgenens Gry. Og saaledes gravlægges endnu de døde paa enhver Kirkegaard i Danmark: i Retning med Solens Bane, med Fødderne mod Øst og Hovedet mod Vest. De Mindeord og Trøsteord, som tales ved Graven, har vel ogsaa altid haft omtrent samme Indhold og Hensigt; og Sørge­ festen for den døde —Arveøl eller Sjæleøl, som den kaldtes her i Norden —er ligeledes fællesmenneskelig og urgammel. Men de mere overfladiske Skikke og Ceremonier har skiftet stærkt i Tidernes Løb. Livsanskuelserne har ændret sig og Religionerne af­ løst hverandre, Moden har her som allevegne gjort Menneskene til sin Slave, og Forfængelighed og Pralesyge har ved Begravelsescere­ moniellet fejret store Triumfer. Det er Omskiftelserne i dette ydre Apparat og de københavnske Begravelsespladsers Historie, vi i det følgende skulde dvæle ved.

Made with