BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

7 2

UDENBYS KIRKEGAARDE

at de afviser Konsistoriums forstandige Forslag om ikke at sælge Jor­ den paa længere Tid end højst 100 Aar; og først ved Begravelsesvæse­ nets Omordning i 1860 blev en saadan Tidsgrænse fastsat. Langsomt havde Assistens Kirkegaarden forvandlet den øde og sumpede Fælled til en smuk og skyggefuld Park, og den ringeagtede Fattigkirkegaard var blevet en blomstrende Ramme om en Række Monumenter for Landets største Navne. Flere Gange var Kirkegaar- den bleven udvidet: i 1828, da der maatte skaffes mere Frijord, i 1853, da de to kristianshavnske Kirker fik Andel i den, og i 1861, da Set. Johannes Kirke paa Nørrebro kom til. Den landlige Natur holdt sig længe derude. 1 1805 blev det forbudt at græsse Kreaturer paa Kirkegaarden: men endnu i 1848 klager den kongelige Distriktsjæger over, at Krybskytter gør Jagt derude efter Harer og Agerhøns. Paa fremmede gjorde Kirkegaarden Indtryk af at være en af de mest idyl­ liske Pladser i Hovedstadens Nærhed og en af de skønneste Kirke- gaarde i Europa.1) For den, der vil aflægge et Besøg paa Assistens Kirkegaard og ikke har noget bestemt Maal for sin Vandring, kan det anbefales at opsøge Mindesmærket over den store Sproggransker Professor Rasmus Rask. Monumentet, der er tegnet af Bindesbøll, blev rejst 1842 for Bidrag fra alle nordiske Lande. Det bærer Indskrifter paa fire Sprog. Paa Sanskrit staar der: Der gives ingen Ven, som kan lignes med Virk­ somhed; hvo der arbejder, synker ikke hen. Paa Arabisk: Sandheden er klar, men det Falske er dunkelt. Paa Islandsk staar med Runeskrift en Ytring af Kongespejlet: Vil du være fuldkommen i Kundskab, da lær alle Tungemaal, men glem dog ikke dit eget. Og paa Dansk, i Fac- simile af Rasks egen Haandskrift: Sit Fædreland skylder man Alt, hvad man kan udrette.2)