NicolaiEigtved_1924

136

fremtrædende, ydre Prydelser, Balkonerne og de store V in ­ duesdøre, og ved at erstatte Kuplerne med almindelige, lave Tage. Ved Palaisernes endelige Opførelse gjorde han endnu et Skridt videre i den angivne Retning, idet han fraveg »det foreskrevne Maal« og forøgede Hovedbygningens Længde til 74 x/ 2 Alen og dets Dybde til 30 3/ 4 Alen, (samt Dybden a f Pavillonerne til 19 1/ 2 Alen, medens Længden forblev den samme, 1 3 V 2 A len ). Ved den Forøgelse, han herved gav Hovedbygningens Fladeindhold, opnaaede han tillige at skaffe rummeligere Pladsforhold tilveje i Bygningens Indre. — Igjennem det her udviklede naar man altsaa ogsaa ad denne V e j til det samme Resultat som Mario Krohn, naar han om Palaisernes Udseende udtaler følgende: »Det er imidlertid næppe sandsynligt, at E igtved har laant Moti­ verne til selve Arkitekturen fr a Tuscher. Palæerne paa Amalienborg bære tydeligt Præget a f at være udgaaet fra den sachsisk-franske Arkitektur, a f hvilken E igtved jo va r en Lærling. Der kan paavises forsk j ellige sachsiske F o r ­ billeder Tuschers Arkitektur har en ganske anden K a ­ rak ter; igjennem sit lange Ophold i Rom og Florens er han særlig paavirket a f italiensk Bygningskunst. Chr. V I I ’s Palæ er i endnu højere Grad, end man kan slutte a f dets arkitektoniske Inddeling, et Væ rk a f den sachsiske Skole.« Som et Resultat a f det her anførte tør man saaledes formentlig hævde, at E igtved vedblivende bør betragtes som den, der baade har — i hvert Fald i det hele og store — anlagt Pladsen, og givet Tegningerne til Palaiserne paa Amalienborg, og at Tuschers Andel i det sidste Arbejde ik­ ke har strakt sig videre end til den ganske vist vigtige og meget heldige Ændring, som Skabelsen a f Pavillonerne har bevirket, og der er ingen Grund til at antage, at Tuscher,