HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1983 h5

Marmorkirken nok grundlagt her .86 Selv om han voksede op i et dybt religiøst hjem, er der ingen tvivl om, at den endelige udformning og placering af Tietgens religiøse opfattelse skyldtes hans kone, Laura. Tietgen blev gift med sin kusine, Laura Charlotte Jørgensen, den 8 . august 1855, og det var hendes forhold til kirken, der kom til at præge Tietgen .87 Da de som nygifte boede i Frederiksberg Allé gik de sjældent i kirke - præsten i Frederiksberg Kirke faldt ikke i deres smag. Først da Laura fik sin mand overtalt til at overvære vækkelsesprædikant N. G. Blæ- dels gudstjeneste i Garnisons Kirke, blev parret faste kirkegængere. Om sommeren, når parret boede på landet i Tårbæk, var Lyngby Kirke den nærmeste. Præsten ved Lyngby Kirke, Peter Rørdam, var en af grundtvigianismens største fortalere, og han var den egentlige »omvender« af parret Tietgen til grundtvigianismen. Tårbæk havde ingen kirke, og for at få hjulpet denne mangel besluttede Tietgen og O. B. Suhr at bygge en. Staten ydede et tilskud til byggeriet på 7000 rdl.k., resten betalte Tietgen og Suhr. Byggeriet af Tårbæk Kirke varede kun et år, og kirken blev indviet i juni 1864.88 Peter Rørdam kom til at præge ægteparret Tietgens liv, og da de flyttede ind i Kronprinsessegade 30, blev det et samlingssted for grundtvigianismens inderkreds i hovedstaden. Grundtvig var selv flere gange gæst hos Tietgen. Til sin død i 1883 var Peter Rørdam en af Tietgens få venner, og efter ham blev det pastor C. J. Brandt, der var præst ved Vartov, der kom til at øve den største religiøse indflydelse på Tietgen. Også mellem Brandt og Tietgen opstod der et varmt ven­ skab .89 På denne baggrund kan der - når man spørger efter Tietgens motiv til at bygge Marmorkirken - være god grund til at fremhæve, hvad han selv skriver i sine erindringer, at kirken skulle gøres til en grundt­ vigsk katedral - altså et monument over Grundtvig og den trosretning, Tietgen og hans kone tilhørte. Kombinerer man det religiøse motiv med en anden omstændighed, mener jeg, at man kommer sandheden nærmere. Tietgen havde ingen børn, så der var ingen til at føre hans slægt videre. Det var således heller ikke nødvendigt at samle en formue, der kunne gå i arv. Det vil sige, at hvis Tietgen ville sikre sig, at han blev husket af eftertiden, måtte han selv sørge for det. Selv om hans navn var knyttet til alle de selskaber, han var med til at grundlægge, var det 105