S_Punch_1892

95

En parlamentarisk Middag.

brændte, hvilket foranledigede Matzen til at protestere mod den hedenske Skik at brænde de Afdøde, og Styhr og Bjerre rejste sig fra Bordet, da Folkekirkens Gejstlige ikke turde have noget med en brændt Afdød at gjøre. Dette gav Hørup Anledning til at komplimentere Punch, fordi han nu ogsaa havde sluttet sig til den frie Tanke, en Kom­ pliment, han dog ikke mente at kunne modtage. Forøvrigt blev den smukke og hjertelige Stemning kun forstyrret, da Rasmus Claus sen bad Lars Dine.sen om at række sig Agurkesalaten. Saa foer Hørup nemlig op og protesterede imod, at der blev drevet hemmelige Under­ handlinger bag hans Ryg. Endvidere forsøgte Oc tavi us Hansen at holde Tale, men Liebe bad i samme Øjeblik Punch om at hæve Bordet, hvilkes han ogsaa gjorde, skjønt Octavius protesterede og truede med at lade Talen trykke næste Dag i Politiken. Efter Bordet samledes man ved Kaffen i et Udvalgs­ værelse. Da flere af Landsthingets ældre Medlemmer trængte til et lille Blund, blev Trier anmodet om at udvikle sine Anskuelser om den politiske Situation i al Almindelighed, men, da han først var kommen i Gang, vilde han slet ikke holde op igen, før Leth tog Troen fra ham med et Fore­ drag om sin egen Retsreform, der var meget bedre end Nellemanns, og efter hvilken der skulde være en Jury, der vilde blive den mest demokratiske i Verden, idet den ude­ lukkende skulde vælges af straffede Personer, der som de eneste rette Sagkyndige var bedst kvalificerede til at dømme. Det syntes Hørup imidlertid ikke om, da han mente, at man overhovedet ikke burde give Ministeriet Estrup enRets- reform, der let kunde blive opfattet som et Tillidsvotum. Men da Je. K. Lauridsen havde hvisket ham i Øret, at i saa Fald vilde deres Ven Dønnergaard .Selvfølgelig strax komme tilbage for.at brumme sit sidstespøgefulde Indfald af og derefter indtage Pladsen paa Dommersædet, erklærede Hørup, at saa maatteMinisteriet for hamgjerne udstede Letlis Rets- reform som provisorisk l.ov, hvilket ikke skulde forhindre ham i at benytte den. Paa dette Tidspunkt afbrødes Konversationen, da Liebe erklærede, at han var vant til at komme i Seng til bestemt Tid, hvorfor han maatte bede D’Hrr. indskrænke sig til korte Bemærkninger som »God Nat« og »Tak for i Aften«. Saa fulgte Punch sine Gjæster ned, og saa satte han sig selv til at drikke Sodavand.

Punch skulde ogsaa parlamentarisk Middag. Alle Gjæsterne havde laget imod Ind­ bydelsenundtagenFrede Bojsen, der havde maattet sige nej, da han var bedt til Mid­ dag hosBorch sen ius, og Dø nnergaard, iler varpaaForretningsrejse. Inde i Salonen stod Pttnch selv i fuld Galla foiat tage imod. Alle Gjæsterne var Rigs- dagsmænd undtagen have

GeorgBrandes, der havde faaetLov til atfølgesmedsinBroder Eedvard. Piinch syntes nemlig, han kunde have godt af et Maaltid varmMadnu, da hanikke fikStatsunderstøttelse, og derfor havdehans gode Hjerte tilskyndet ham til at optræde som Samaritan overfor ham. Desuden havde han lovet at holde en lille literær Konference om de Østers, der skulde aabne Middagen. Efterhaanden samledes Gjæsterne i et Fællesudvalg. Høgsbro bad Pttnch, omde ikke maatte spise snarest muligt, da han skulde rejse samme Aften. Der var nemlig død en Venstremand nede i Bulgarien, som han absolut maatte følge. Desuden var Varmen saa betydelig, at Hørup begyndte at smælte sammen med Skræder Holm, og Taubér kastede graadige Blikke til den kjødfuldeste Del af Korsgaards Legeme. Punch gav derfor Tegn til, at man skulde gaa til Bords, mens han hviskede til Tauber, at der var serveret en lille Valgfiæskesteg til ham, saa at han ikke behøvede at gaa sulten fra Bordet. Bordet var smagfuldt arrangeret. Alle Gjæsterne sad paa Taburetter i Stedet for paa Stole, forat de dog en Gang kunde føle, hvordan det gjorde, og Menuen prangede med Østers, døde Torsk, Hundetampe, 01 og Sukker osv. Som en fin Opmærksomhed mod Henning Jensen var der ingen Kniv henlagt ved hans Kuvert, da han selv formentes at medføre en saadan i Ærmet. Des værre var i asanernebleven

Gik utilbørlig over G ræ nsen, S aa viste L ieu ten an t K r i s t e n J e n s e n En »Taalepan« ham resolut. Han tav nu vel i Ø jeblikket, Men yderligere beklikket Blev h an s P restige, den stak k els Fyr. Og Stillingen blev ej fo rsø d et F or T aleren i F redagsm ødet Med h an s B efæ stnings-E ventyr. Thi K o r s g a a r d d er tog »Pusten« fra ham - »Hvad i A lverden g aa r d er a ’ ham ?« S aa tæ nkte H ø r u p i sin Kval. Men at lians F einte, saa fint m ask eret, Vor ganske nydelig p areret. Det sa a den slagne G eneral. Og m ed en Ræ dsel let fo rstaaelig Han tæ nker paa en uun dg aaelig Og b aad e h aa rd og b itter Kamp P a a K jøge-K redsens V alg-T ribuner, Hvor h an vel ser i fæle S yner Sig som Objekt for — »Hundetam p« !

Endog h an s allerb ed ste V enner Med Sorg og R uelse bekjender, At R evisionen v ar lidt sløj. Det gik saa vidt. a t der v a r dem , som Ej kaldte ham alene glem som , Men upaalidelig — fy, føj! Da saa A l b e r t i uforfæ rdet I K jøgekredsen nys m ed Svæ rdet Gik H elten selv p aa L ivet løs Og i en Holmgang ham g en ered ’, H an ikke blot blev alte reret, Nej, h an blev ligefrem nervøs. U ventet M odstands strid e Bølge Den S tore m ødte, og ifølge Sin slem t choleriske Natur- Han arrig blev ved disse Kam pe P a a alle disse »Hundetam pe«, Der nederdræ gtig la a p aa Lur. Da h an des A arsag. en rageret, I forrige Uge exp lo dered ’, L etsindig i et svagt M inut

I Ve og Vaande.

f i _ M \

ligsdags-S essionen, sn a rt til Ende, M aa, ak ! v o r H ø r u p v ist erkjende, G av h an s P restig e saa m angt et Knæk; Og d et e r h am en tris t H istorie, A t selv R e v is o r -N a v n e ts G lorie Om T indingen er n æ sten væk.

Hermed følger et illustreret Annonce-T illæg.