S_Punch_1892

99

Glædestraalende spankede P unch saa ud i Bred- gad« med Professoren, der kun nød fire røde Snapse under Vejs. Det var for at blive mildere stemt mod de Radikale, sagde han. Saa begyndte Overhøringen.

Saa kom . . . ja, saa kom der ikke tiere. Da Punch raabte „den næste“ , slog Klokken nemlig den 1ste April, og saa var hele Skolen i Opløsning. Fløjtende og visnende og forhandlende, men allesammen grinende, mylrede Flokken gjennem Bredgade ud ad Valg- tribunerne til. „Skaal!“ sagde Punch til Censor; „lad Dem bare løbe. De behøver ikke vo r Hjælp til — at dumpe!“

GodJflopgenUdgaveaf DANMARK

K É B

¿tolilu

Hørup var først oppe. Det var nærmest for at give ham noget alvorligt at tænke paa, da han ellers sad og gjorde Mudder i Klassen. Han blev hørt i den femte Regningsart, den saakaldte „Revision“ ; men da det viste sig, at han ikke kunde finde det ubekjendte X i K amm er ch efen s hemmelige Fond, blev han strax rejiceret og maatte forlade Examensbordet som en plukket Kjøge-Hane. A f Barmhjærtigkedsliensyn og efter indstændig Anmodning- fik han dog endnu et Spørgsmaal. Det var i Naturhistorie. Da han heri gav den interessante, højeste Oplysning, at man under visse Forhold kan faa Vandskræk af at bid’s med Hundetampe, blev Censoren saa henrykt, at han øje­ blikkelig drak Dus med ham i „Smaa Sorte“ , og oven i Kjøbet tilbød sig som Straamand, naar han et til­ strækkeligt Antal Gange havde „gjort sig værdig“ dertil ved at „sidde den a’“ . Saa kom. E ed v a rd . Han oplæste sin danske Stil. Det var en dramatiseret Sang-Kreds over Motivet: „En uhyrlig En paa Statskassen“ og med Refrainet: „Den skal ha’ Fødder at gaa paa“. Men der maa have været noget galt ved Eedvards Fødder, for da Examinator vaagnede, laa Eedvard paa Profilen; og saa var han dumpet. K o r s g a a r d var oppe i Regning. Han kunde tælle lige til 50 Millioner; men uheldigvis faldt Censor under Stolen af Grin. Det kunde altsaa ikke afgjøres, om Examinanden virkelig var i Stand til at regne den ud, eller om han var et almindeligt grovkornet Spøgelse. S ty h r blev hørt i Kulturhistorie og fik øjeblikke­ lig ug af Censor, da han erklærede, at Ligbrænding er en hedensk Skik. Det er nemlig Censors uforgribelige Mening, at det menneskelige Legeme er bestemt til at opbevares i Spiritus. Je p p e T an g slap uhørt igjennem; artige Elever, der har faaet. ug i Sædelighed, kan man jo ikke gjøie Fortræd!

H, Ivor Nevaen vander den russiske Jord, Naar inte er tillagt dens Vande, Blev missliebig en Journalist fra Nord, Der skrev sig fra Dannemarks Strande. O, husker du L iitk e n , den herlige Fyr, Hvor han hængte i som en Burre, Mens han holdt i »Politiken« Styr Uden at knurre? Jo, vel kan vi mindes, han blev en Dag Ved Holmens Kanal exkluderet, Og ved sit Royale« Sindelag I Rusland han blev interneret, Skjønt han dog var skjønnest i Danmark. I Rusland drev han for koldt Vand og Lud Sin korresponderende Virken, Til han blev af Slavernes Land heldt ud, Som her Steds af Slavekirken. Dog, hvad kan det nytte en Evropæer, A t han over sligt vil sig græmme, Især, naar han veed, at hans Brødre her Lader som hjemme? Saa tog han Billetten til Danmarks Øer, Og blandt Kjøbenhavns Liberale Som den »uafhængige« R edaktør Man hørte hatn skrive og tale: Jeg tror, her er skjønnest i D anm ark. I Danmark har han nu grundet et Blad, Og D a nm a rk det fører i Skjoldet. Det udlover Bonus som Lokkemad Til hvem, der har Mod til at hold’et. To vældige Prøvenumre udkom Saa grønne som Knopper om Vaaren, Der bragte en lovende Leder om Nøglen til Gaarden. Ja, saadan i D anm ark en »dybtfølt Trang« Og »dyrebar Interesse« Blev hævdet af L iitk e n , som højlydt sang I sin »uafhængige« Presse: Jeg troer, der er skjønnest i D a n m a rk !