S_Punch_1892

107

M ads. Ja naar bare at jæ ha’de en a’en En te’ aa passe Bedriften her, mens a’ jæ var inge aa sitte i Risdaen. K ris te n . Ja, hves a’ ikke jæ ha’de Smedjen her, saa ku jæ sgu F a’enedeme godt ha’ Løst aa bli’e prostitueret Jormor- mand saa længe. Jæ ku vikariere faa Dig i Embedet saa længe. Saa ku’ jæ osse faa nouet a’ Øvelsen, hvis a' det sku’ træffe sig saadden, a’ jæ sku ha’ Held te’ aa bli’e Din Ettermand, som vi jo talte om den a’en Dav. M ads. Ja, jæ ku’ sgu ha’ Løst te’ed. Ser Du, Kristen, jæ æ jo itte saadden hva man kalder Polletikkus. Naar a’ Byndeme her i Sounet æ radekale, saa æ jæ osse radekal, aa naar a’ di æ mudderate, saa æ jæ mudderat, aa sku di gaa ovver te’ Høvre, saa æ jæ sgu itte bange for aa’ vær Høvremand aasse. Men ded, som a’jæ vilde, hvis a’ jæ ble’ valt, de’ va aa represangtere Standen. K ris te n . Ded ka’ der være noet i. M ads. Ja,' se nu æ der jo Somme, der vil ha’ Fæstning, og somme, som der vil rive hinner ner igjen. Se, ded ka jo i Grunden være baade Dig og mig lige fedt. Ded æ jo dov Staten, som at, der ska.’ betale, og naar nu Offensereme aa Sol­ daterne troer, at den ka’ være te’ Nøtte, saa ka’ed sku itte nøtte, hva alle disse hersens Bundebæster si’er om’et. Ser Du, ded æ nu li’som jæ vil si’e, a’ min Kone æ ude i Pragsis, aa saa a’ Du, som dov itte har nouen Forstand paa de Diele, vilde lære hinder, hvordanne a’ hun sku bære sig ad. K ris te n . Ded ka’ der være nouet i.

Mads. Nej, ser Du, hvis a’ jæ ble valt, saa sku’ nu en Mand som jæ vil si'e en Jormormand ha’ Gasje som kungelig Embesmand. Aa saa sku’ han ha’ Undeform paa, saa a’ Folk ku’ se, a’ ded itte var et almindeli’t Bundebæst. K ris te n . Sku da en Mand som. jæ vil si’e en Smed itte aasse ha’ en Undeform? M a d s,. Ja, ser Du, Kristen, en Smed æ dov i Grunden itte an’et end som en Håndværker. K ris te n . Du ka’ sæl være en Hånd­ værker. Mads. Jæ æ sgu itte mere Hånd­ værker end som Du. M ads. Naa naa, Smed, godt Ord igjen. Jæ mener bare, a’ i Polletekken der ska’ man sgu se paa Ræformerne og det rijælle. K riste n . Naa, Du æ nok en Prove- sorist, ka’ jæ mærke. Du bryder Dig itte om Fulkets Vilje. Du æ Sammensmælter, æ Du. Nu ka’ Du se, om a’ jæ gaar hen aa stemmer paa Dig. Mads. Ja, naar itte a’ Du vil stemme paa mig, saa ka’ Du jo la’ være. Men saa ka’ Du osse faa Lov te aa bie, te’ Du bliver prostitueret Jormormand. K ris te n . Jæ æ Gudskelovli’saaprosti­ tueret som Du æ. Men for Restfen saa steller Du Dig vel slet itte. M ads. Det gjør jæ, men hvis a’ nu------ • K ris te n . Ja, men saa ka’ det jo heller itte skade Dig, a’ jæ itte stemmer paa Dig. Aa saa ka’ vi vel være li’e go’e Venner for ded. Mads. Det ka’ vi sgu osse, Kristen. Men nu maa jæ nok hjem aa passe Embedet. Farvel, Kristen. K riste n . Farvel, Mads.

F ø r S la g e t (Mads Jordemoderjnaud og Kristen Smed træffes udenfor Smedjen.)

K ris te n . Naa, Mads. M ads. Ja, Kristen. K ris te n . N o'ska’ vi jo ha’ Val, Mads Jormo’rmand. M ads. Vi ska’ saa, Kristen Smed. Ja, hva’ F a’en ska’ man si’e te’.et ? K ris te n . Nej saagu. De’ ka’ Du osse ha’ R et i, Kristen Smed. Du ka’ osse altid sætte det saa træffende yd fra hina’en a’. Du ska’ sgu stelle Dig te’ Folketinget.

Den. førstePatient—GeorgBrandes —fik Det haardest, for Georg er om sig: Han led af akut Zola-isme og gik Ad Lucifer til, før han kom sig! MenSygdommen voxed; denkaldes i Flæng Mysticisme og Symbolisme , — Og nu lider hver lille Skoledreng Af et eller andet paa » isme «. Ja, Sygdommen stiger med hvert Sekund Fra Inte- til Rømersgade; I alle smaa Ho’eder det rent løber rundt, Saa de gjør en farlig Ballade! Selv lilleJean Jensen, det Georgske Lam I den Wiinbl adske Stegekælder, Kansom Baude/aire-dreng straxskifteHam, Naar Sjov det i Gaderne gjælder. Og lille Hr. Per, født Scavenius, kan Fortvivle selv en Melankoliker; Thi hvad skal hansTilfælde kaldes — er han Nu Mystiker eller Symboliker? Han vilde saa gjærne gjøre lidt Gavn, Og derfor han uden at blegne Er gaaet lidt afsides i »København« Paa Natur . .. . alismens Vegne! Naa, Ingen har Men eller Ve dera’, Lad derfor kun Børnene lege! Har, Læser, Du Lyst til at le dera’, — Saa le kun, mens de ta’er paaVeje. — Dit gode Humør kan kun gavne de Smaa: De selv dog Humøret en Da’ maa Som Ricinus-Olie paa Ilden slaa Til at føre ism er 'ne a’ paa.

i t bides af Smaadyr og Myg eller sligt Er slemt for en ømskindet Herre; At lide af Tømmermænd, Snue og Gigt Er næstendels meget værre; At mærke, man modnes til Kraft-Idiot, Er værst; — men hvad har det at sige Imod den moderneste, nyeste Sot, Der hærger vort Fædrenerige? Bakterien lever i Tryk-Papir Og angriber Ho’eder og Kræfter; Først slaar den sig løs i Paris, men bli’er Sendt nordpaa — ti, tolv Aar efter. Og alle »moderne« Aander, vi har, Faar travlt og bli’er græsselig daarlige: MedJubelraab de mod »den Ubudne« ta’er Og synes, de er saa alvorlige.