S_Punch_1892

\

110

H r. D o c t o r P i n g e l , sk ra p og hvas, H ar jo som K om b atta n t i S trid en Sig selv U dygtighedens P as L ev eret a lt for læ nge sid e n ; M ens H ø r u p ru s te r sig til K am p Og ilte rt sig til M agten klynger. E nd sk jø n t en hæ slig H u n d etam p H am sv ip p en de om Ø ret syn ger. I N æ stvedk redsen er m an træ t Af P ro k u ra to re n , der fisker — »Du F isk erm an d e r lidt for — leth !« I alle K rogene m an h v isk er. Og h ist p a a Øen L an g elan d I lang Tid ad sig selv m a n sp u rg te, Om B onden som sin T alsm an d k an F o rsv a re en af de sm a a Sorte. Den ra d ik a le F a la n x vil, H vad n ep pe N oget v ist k an h in d re, Nok sæ tte gan sk e a rtig til Og, sk o n t k un liden, blive m in d re. D a K ongen døde, C h r e s t e n B e r g , Man m istede sit E nh ed sm æ rke, Og K ongens evigglade D væ rg H ar stygge O rd, m en ikke stæ rke. At K am pen d en vil blive h vas, At d er e r M anges H aab, d er knæ kker, At d e r e r Folk, d e r sk ifter P lads, E r sik k ert nok, i alle Ræ kker. Men trø stig m an i K am pen g aa I O rd og H andling snild og p ilsn ar. Da tø r m an frejdig h a a b e p a a A t b liv e n a rre t ej A p rilsn ar!

Og d et vil d a sig a a b e n b a re , H vo rd an de gam le R igsdagsm æ nd F o r V æ lgerne k an S agen k lare. D en E ne ta lte h v e r en S tund Og løb v el ofte løbsk i F lugten, Im ens d en A nden h oldt sin M und — De fleste dog for ofte b ru g te ’n. Op, S yn d er, m ed d it R eg n eb ræ dt, Og v is os, h v a d Du h a r b ed rev e t! B ehag a t gjøre Skjæ l og R et F o r de S essio n er to, Du leved! B udstikken v a n d re r trin d t om L and, T il V æ lgerm øder n u d en stæ v n er; Men F le r end E n fo rjæ tte s kan, At H erlig h ed en sik k ert re v n er. Sommerlejlighed søgés! E t Livsbillede.

jeg Enke med en hel Flok uopdragne Børn, og saa er det jo saa rimeligt, at man vil skaffe dem lidt Land­ luft i Ferien, ved det at de jo ellers ligger derinde paa Asfalten og roder i alle Haande. — — Hvad beha’er? — Om alle de smaa, sorte Skind er mine egne? — Ja , det ved den søde Logos de e r! — Det er sandt for Udyden de eneste Børn, der du’r i Norden. Her skal De se mit Kælebarn; han hedder G eorg. Han kan ikke rigtig gaa endnu uden Statsunderstøttelse, aber det faar han ikke, for der er jo Ingen, der vil gjøre noget for en stakkels Enke. Og saa er han saa begavet; De skulde bare se ham holde Taler, for det. er grangiveligt, som De saa S o fu s N eum ann , naar han er allergrinagtigst. Han kan En om „den fra Fædrene nedarvede Asensagtighed“ , — har De Lyst til at høre den? Ja , for han kan den ogsaa paa Dansk!. . Naa, er det hebraisk for Dem? .. Ja , ja da. — Og saa er der den lille dér, han hedder E e d v a r d , og han dér hedder H e n rik , og han dér hedder Per, . . . det er rart at vide, for, naar de be­ gynder at vræle, kan man dog ikke kjende Forskjel paa dem. — — Om jeg vil bo her til Sommer? Ja , det er lige, hvad jeg v il; for her er jo saa rart nær til Søen, og de søde, smaa Sorte kan nu en Gang ikke nære sig uden at gaa i Yandet. Og naar Yinden staar paa ovre fra Taarbæk a’, lugter her saa mageløst aandsfrit

[Stedet: Strandvejen. — Tiden: nu. — Personerne: se det Føl­ gende. —J — — Kom nu bare, lille Børn, saa skal I faa Lov at ligge paa Landet; men man maa se sig om i Tide. — Ih, der ligger en mageløs Villa, den er bestemt ledig. Je g vil dog ta’e og spørge ad, for der staar jo en Soldat i D ø ren . Go’ Da’, Hr. Fædrelanderist! Undskyld, at jeg tiltaler Dem, for jeg er jo ellers ikke saa meget for det Militære. Men jeg er ellers ude at se paa Sommerlejlighed, ja, jeg er saamænd, og mit Navn er Mo’er B en th e im , for min salig Mand havde en ringe Handel med Rumlepotter og den Slags: men nu sidder