S_Punch_1892

115

hun, ,,for den Melodi kan j ee; ogsaa* og jeg kan spille den med paaholden Pen! Spørg ham, hvad han skal ha’e for sin Gryde.“ „Hundrede Kys af Prinsessen og en Statsunder­ støttelse!“ lød Svaret. „Uh, . . . det er altfor flovt!“ sagde Prinsessen. Men Gryden spillede saa frimodigt og saa fornemt, og saa sagde hun: „Je g har endnu en lille Samling Rumle­ potter staaende fra gammel Tid; de har ikke megen Værdi, men de kan blive gode en Gang endnu, vil han ikke ha’e dem?“ — Nej, det vilde han slet ikke, og saa rnaatte alle Integadens smaa Sorte staa for, mens de kyssedes. Statsunderstøttelsen maatte hun skylde ham, men Gryden fik hun. Den kogte haade Dag og Nat, haade i Graavejr og Fakkelskin, saa at Prinsessen kunde lugte sig til Alt, hvad der foregik, og det_ lige fra „Faldgruben“ i Paris til Kjælderetagen i „Berliner Tagehlatt“ . Det kunde man rigtignok kalde den højeste Oplysning. Saa forklædte Prinsen sig som Skrædder med Jakobinerhue paa og stillede sig op i Integade med en Skralde, der kunde spille haade „Marseillaisen“ og „Ølle­ brød“ og alle de Stnke-Pengepolkaer, man kjendte lige- fra RømersgadenS Skabelse. „Aa, hvor det er yndigt!“ sagde Prinsessen; „hvad vil han ha’e for den Skralle?“ — „Han vil ligge under Tæppe med Prinsessen,“ lød Svaret. „Staa for!!“ svarede Prinsessen. I det Samme kom der en Straamand gaaende gjennem Gaden; han havde Lommerne fulde af Fængselsattester, og dem spredte han ud og holdt for, medens de laa under Tæppet og kyssedes. Men Kyssene kunde høres helt ned i Kjøge Valg­ kreds, hvor Kong A lb e r ti den Første boede. „Hvad er det for Optøjer?“ sagde Kongen; „jeg maa nok se de smaa Sorte lidt paa Fingrene.“ Saa svøbte han sig i sin Valg-Avis og listede sig bag paa Prin­ sessen. — „Hvad for Noget?“ skreg han og kastede sin Tøffel i Hovedet paa Straamanden; „heraus!“ og der- paa tog hau haade Skrædderen og Prinsessen i Nakken og helilte dem udenfor. Der sad nu Prinsessen og græd. Men Skrædderen gik bag ved et Træ, kastede Jakobinerhuen og vaskede ilet. Røde af sig. „Kjender Du mig nu, Prinsesse Bentheim?“ sagde han. „Jeg er Prins N e m e s is ! — Fæstningen og Nat­ tergalen forstod Du dig ikke paa; men Overmennesket kunde Du kysse for en tom Gryde, der hare kunde dampe, og Skrædderen vilde Du ligge under Tæppe med. fordi hans Skralle kunde gjøre Halløj med Borger- musiken,..............nu kan Du ha’e det saa godt!“ Og saa gik han ind i Kjøge Valgkreds, lukkede Døren i og slog Slaa for; saa kunde hun rigtig nok staa udenfor og synge:

Bu titter til hinanden de Kandidater smaa, De større ogsaa nikker til hverandre. Fra Mader og til Møder de flittig ile maa, Fra Hus til Hus med Stemmelister vandre. Som Fuglene de kvidrer i Kredsene omkring, Og Sangen er lokkende saa saare, Og Vælgerne maa lytte til mærkværdige Ting, Som de nu vil forskaffe dem ad Aare. De favreste Blomster med gavmilde Haand De spreder rundt rhetorisk og behændigt — O, kunde man dem flette og binde i Baand, Saa var det just ej saa unødvendigt. Thi, kommer først Oktober og Thinget er sat, De blomstrende Løfter ofte falmed’ ; Og ikke sjeldent Vælgerne kan sige Godnat Til Alt, hvad der blev fabiet og blev psalmet. Hvor mange stolte Løfter har Rømersgades Folk Ej faaet af P. Holm der i 5te? Og se saa paa Thinge den beundrede Tolk! Mon ikke sine Løfter tidt han glemte? Og Hørup i Kjøge! hvad Godt har han gjort Med alle sine Vitzer, der besnæred. Han var dog kun baade i Smaat som i Stort En svidende Brand, der blot fortæred’! Og nu hans Kompagnon, denne dejlige Bing, Der faldt undertiden ud af Rollen! Hvad er saa vel han? — han er slet Ingenting! Det kan han faa paa Prent i Protokollen. Se saa til Eedvard Brandes paa Langelands 0 ! Han synes selv sin Svaghed at erkjende. Han veed nok hverken, om han skal leve eller dø, Thi hvor er vel hans Resultater henne? Expastor Henning Jensen i Middelfarts Kreds Til Vælgerne kjælent monne nikke; Han selv er med sin Gjerning saa inderlig tilfreds. Men det samme er Claus Berntsen nok ikke. Nu titter til hinanden Radikal og Moderat, De skjælder ret saa lystig paa hverandre. Den 20de April mod en ordentlig Dravat Vi andre til Vælgerurnen vandre.

Ach, du lieber G e o rg min, Alles ist væk! væk! væk!

( '

^ h

JJL i L j 'tirw

p r * ? - r * - v

Men mange radikale Smaafugle, der sang I Aaringer paa Thinge glad forfløjne, De kvidrede vistnok for allersidste Gang Og lukker til April de søde Øjne!