S_Punch_1892

118

Paradiset har sin Slange, Og Kommunen, kan vi se, Ogsaa sin, men stakkels L a n g e Er blot inte fristende; Han blev rent til Aal, før sluttet Var den rejste Diskussion, Hvor han leget har med Krudtet Som en noget løs Patron.

F r u J u lia n e P e te rs e n : God Dag, søde F ru Schrøder — ja, her har De mig igjen Jeg kunde ikke komme før for De kan jo nok tænke Dem, at det har været anstrengende Dage med Ambrosius’s Kongfirmation, og vi vilde jo saa gjerne have haft Dem med, hvis det ikke var fordi vi saa havde maattet sætte en Fløj til til Bordet, og det var jo kjedeligt, at De tossede om baade i Garnisons og i H ellig- gejstes og Frue, mens Kongfirmationen gik for sig i Runde, saa at De ikke en Gang kom med i K irken, hvad der dog ellers maa live lidt op, naar man har saa faa Fornøjelser som De, men det er jo kjedeligt, at Dørene bliver lukkede under Handlingen, for der var Flere, som ikke kunde komme og se Ambrosius staa, fordi de havde nogle andre Kongfirmander at besørgei andre K irker, som var Pigebørn, I hvad der jo altid er det interessanteste, og Petersens gamle Onkel, De veed Sæbesyderen, kunde ikke taale at høre Prækenen til Ende, men paastod, at han maatte ud, og saa blev jo K irkebetjenten vred og kastede ham paa Døren, og da han saa først var kommen ud, maatte han ikke komme ind igjen, og saa blev han saa medtaget af K ulde af at staa udenfor paa Gaden, at han maatte ty ind i en nær­ liggende Kafé, og da han kom derfra, saa var han i saadan en Stemning af at gaa og spille Billard, hvad der jo skal kunne gjøre En saa svimmel i Hovedet, at F rits G rønbæk bagefter sagde, at man skulde tro, at det var Onkel, der var bleven kcngfirmeret, fordi han var gaaet lige fra K irken ind i »Himmerig«, men det var jo ikke saa belejligt netop d e n Dag, fordi han skulde holde Festtalen for Kongfir- manden, og nu maatte jo Petersen og F rits stive ham af saa længe han holdt den, og den var ved Gud ellers saa nydelig med, at Ambrosius maatte staa fast heri Livet, saa jeg kom saadan til at græde, for det er dog et stort Ansvar, Foræ ldre har, naar Børnene ikke arter sig vel. og Ambro­ sius har jo for R esten faaet en sjælden Begavelse og han fik jo mange nydelige Ting i Dagens Anledning, som han i nu skal se at faa byttet, hvis vi kan faa at vide, hvor de ] er kjøbt, og Gud det er sandt, jeg har saamænd rent glemt at takke Dem for det yndige varme uldne Mavebælte, som De havde strikket til ham, og som jo kan blive dejligt at smøre Kam ferolie paa og tage om Halsen, naar han faar ondt i den, men for at komme tilbage til Sæbesyderen, saa forstyrrede det hans Tale lidt i Slutningen, at han tog fejl og begyndte at holde den samme Tale, som han holdt til

P aradiset har sin Slange, Hvis Forførerkunst er fæl, Og vo r Sam tid har sin L a n g e , Der har nys' forført sig selv; Det er ikke dog hin Pater, Som skal fange Gæs til Rom, Men en anden En, som prater Kommunalsk, her synges om. Skyttesagen var just fremme Blandt vort bedste Borgerskab, Da ham fristede den Slemme Til at aabne flot sit Gab; Han brød ud: »Hvad kan det nytte, At vi Sagens Mørit fornyer Og i Bøsserne vil spytte? Styrelsen er altfor dyr!« Men det lod sig inte skjule, Hans »Triumf« for let var kjøbt, Da han afskød denne Kugle, Som i B e n t h e im s Lejr var støbt. Der blev Spænd i Skyttegade, Hvor paa Kornet man ham fik, Saa han vandt kun Spot og Skade For sin »kyndige« Kritik. W a g n e r attester ed ’ villig , At det just var L a n g e , som Selv var inte ganske billig I sin »militære« Dom, At han burde helst erhverve Kjendskab til vor »Skyttesport«, Før han blotte vil dens Nerve, Ellers kommer han til kort.