S_Punch_1892

119

Petersens og mit Bryllup og begyndte at tale om Storken, som han vilde haabe snart maatte komme, men han kan jo ikke gjøre for, at han er saa distræt, skjønt jeg nok vil sige, at naar han nu bliver saadan af at spille Billard, saa kan jeg ikke forstaa, at han ikke kan lade være med det, men saa reddede Petersen jo Situationen ved at bede os raabe et Hurra for Kongfirmanden og synge den omdelte Sang, som var af Petrine og nydelig og paa Melodien »En dejlig ung Ridder«, og saa var der En af Ambrosius’s Venner, der holdt en Tale om. at Ungdommen var Melan­ koliens Tid, men det var netop det dejlige ved det, skjønt det paa den anden Side netop var det underlige ved det, at man var ung og melankolsk og livsglad, som jeg for Resten ikke forstod, men som de Andre sagde var Mysti­ cisme, som han havde læst i »København«, og saa takkede Ambrosius i en humoristisk Tale for Onkel Sæbesyder, og Fader tog Ordet ved Kransekagen og sagde, at disse Kranse burde minde os om, at vi burde lægge en frisk Krans paa Moders Grav, som vist gjerne vilde have været med, hvis hun ikke havde været forhindret, hvad han meget maatte bede Selskabet undskylde paa hendes Vegne, hvad der bevægede os allesammen dybt. og Onkel Sæbesyderen foreslog os at raabe et Leve for Moder, hvad der dog ikke blev til noget, fordi han var saa uheldig at komme til at vælte et Glas Rødvin ud over Dugen. Effer Bordet satte saa Ambrosius og de andre Herrer sig til at spille L’hombre, og det endte saamænd med, at vi Allesammen fik os en lille Sxingom, og vi savnede saamænd Dem, søde Fru Schrøder, men hvis De nu vil komme hen til os en af Dagene, saa har vi da i alt Fald nok lidt Kransekage til­ overs, og saa kan De jo se paa alle de smukke Ting, Am­ brosius har faaet, inden vi sender dem tilbage der, hvor de er kjøbt, for at de kan blive byttet. Farvel, søde Fru Schrøder, og Tak for Kaffe. Anna. Emilie, Emma, Petrine . . . .! hundrede Kys af tohundrede Piger! — trehundrede Piger! — Fire- hundrede Kys. Sophus, Mattetegn! — Sjov i Badstuestræde. — Glade Ungdom i hvide Blomster! O scar & Helge. TJet var Ret! — Aandelig Frisind! — Leve det nye Højre. P e r S. Ah, fortræffeligt! — Herregaarden jubler! — Hæng i, Ove, og lad Hykleriet mærke, at det ikke er al Renovation, der striker i dette Land. Joh an . T eve de naturlige Ord om naturlige Ting! — Uhyrlig storartig Ide med de smaa Billetter! — Hilsen fra In te g a d e . H vig forsoren! — Læg de store Forbogstaver sammen og læs Navnet paa en frisindet Ungdoms skønneste Drøm. — Alle Piger leve! Ove. De Smaas Billetter. gødeste Du! — I Aften! min Fader, den Idiot. Ah, hvor vi skal grine Hr. Je n n y . TT'oin! — Lad os leve Livet! giver Banko for Pengene. Smaa Billet gratis, Gaga.

JJt Sagn, fuldt værdt at høre' Med gamle Runer staar; Kjøb Punch for atten Øre Og fuld Besked I faar. I skal da grant erfare, Hvorfor den slunkne Rest Af Logos ’ fromme Skare Nu holder Paaskefest. Det var i hine Dage, Da Folk fra Østen kom Og som en Landeplage I Byen mylred’ om. Skjønt Landet Inie-Gosen Var fyldt med Midas-Guld, Det kneb med Pengeposen, -- Men Logos var dem huld. Han sendte-dem en Engel — Hr. Lucifer , De veed, — Der som en Hævnens Bengel Rundt paa en Fakkel red. Sin Pen, den meget tunge, Han-svang til Slægtens Gru: Hver indfødt Digterunge Med Hyl han slog itu! Men alle hanses Egne Med kauschert Lejde gik; De kjendtes allevegne Paa no’et, der hed »Kritik«. Det fremstod, naar de smurte Hver Spalte ind paa Kraft Med bitter Bulmeurte- Og Men’skedyre-Saft. Det snart er længe siden; Men Vanen ej forgaar: Nu fejrer Paasketiden De blot det hele Aar. ,\ Endnu om Logos trasker Hans Smaafolk og gjør Styr.

De Bulmeurter gnasker Og nyder Men^kedyr. Men vil paany de vade Ud til et Kanaan,

)

Har de i Rømersgade Jo et forjættet Land. Der kan de saa blandt Andet Faa sig en velundt Grav. Thi nu man kun i Vandet Gaar — i »det røde Hav«.

Hermed følger et ill u s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .