S_Punch_1892

123

To Ordensbrodre.

„Aandelig. — vil De fornærme mig? De er nok en af disse moderne Spiritualister, der troer, at en K~a.rnmerr.hef har Brug for Aand? Nej, nu vender jeg tilbage til den kjære Familie . . . De veed nok, den „fra Provinsen“ . I dens Skjød faar jeg alle mine Skjødesynder tilgivne, og saa er jeg atter i mit E s, Mand! „Ja, .. . jeg har hørt, at De opfører dm Vægel­ sindede i ny Indstudering; — men det betaler sig nok ikke ?“ Kammerchefen vendte Punch Ryggen og skyndte sig afsted til Pilestræde for at faa et Svar indrykket i Berlingske.

E t Øjeblik efter kom et langt Skjæg med en klassisk Herre styrtende ind i Samaritanen. „Her lugter af Kammerchef!“ raabte han gnistrende; „kald paa B o rc h se n iu s! her maa ryges ud.“ „Hvad bringer De?“ spurgte Punch. „Gengangere!“ stønnede han og udsukkede en fem-fodet Jambe.

„Det troede jeg ikke hørte til Deres Repertoire?“ „Hvorfor ikke? Je g spiller Alt imellem hinanden, — for jeg har en Overbevisning. Men hvad hjælper det? Mit Hus ligger fuldt af Døue! — Min Logerende, Hertuginden a f Burgund, der over halvtredsindstyve Gange har holdt Sølvbryllup, har nu i tusind og en Nat vandret paa Lig. fxåulein Sapfo er død af vand­ gang, alle mine formanende Venner ligger for Døden af Tæring, Moster Malvina ligesaa, og Frau Lucrezia er dødfødt,.. . men nu har vi Skandalen i Nat! De bliver ved med at gaa igjen paa Repertoiret, — hvor­ dan skal jeg blive af mecl dem? De har vel ikke et Stykke Liniebegravelse tilovers, gode Hr. Samaritan? Saa vil jeg ryste Støvet af mine Kothurner og sige Dem Tak. Ved alle de heiligen Meiningen, enhver af mine Abonnenter ender jo som en Sjæt efter Døden , hvis De ikke har Medlidenhed med dem.“

I „ Politiken “ er der godt at være, For Integade har et Hus af Glas, Hvor Fremmede, som inte kan sig nære I deres Hjem, strax faar en herlig Plads. Her møder flot med deres Dokumenter Saavel forløbne „Thronprætendenter“ Fra Rostock, som diverse andre Stormænd, Og ikke sjehient vrede, norske Normænd. Nys tog selve den store B jø rn s on Ordet I den højeste Oplysningsfabrik, Hvor han oplyste alle dem, der tror det, Om „Skuffelsen“, hans stakkels Knaphul fik. Ham Jo n a s L ie fik lokket til at svær’e, At ingen ai dem vilde Ordner bære. Paa denne Overenskomst de som Panter Afdrog ved Pagten „et Par uldne Vanter“ . Han husked’ til hver Læsers store Glæde, At Sammensmeltningen var sket ved L ie r, Hvor Jo n a s kom i Vejen med en Slæde Og fik ham godt paa Glatis, som man si’er, Saa han forsaged’ Dekorationen, Men tog dog siden Æreslegionen, Skjønt nødig, da den sendtes ham fra Gallien, Mens Jo n a s fik sin Orden og Medaillen. Dog, Skildringen af Ordensprotestanterne Hos B jø rn so n kunde Jo n a s inte li’e, Og han forsikred’ strax, at det med Vanterne Var Foster kun af B jø rn so n s Fantasi. At det inte var ved L ie r, han forklarede, Men ved en Skipperby, de passiarede Om Ordenspynt, og dermed gik da Glorien For saa vidt rent af Skipperhistorien. Men nu tog B jø rp so n Munden fuld, som Hvalen, Der slugte Jo n a s , og hvis man skal tro De Herrer, er af den Konflikt Moralen, At de var laadne Vanter begge to. For Resten kan det være os det samme, Hvorfra de norske Nordmænds Ordner stamme; Men, at i deres „Opgjør“ de Akkorden Anslaar hos Hørup, det er i sin Orden.

Samtalen afbrødes af to nye Sørgende. De var hvidklædte, for det betyder Sorg paaJapa- nesisk. Enhver af dem kom slæbende med en afdød Mikado, der havde gaaet saa meget „paa Viften“, at det tog Livet af ham. Det mærkelige var, at der var kun een Afdød, men to Lig, og begge Overbringerne paastod, at deres Lig var det rigtige.

„Mikadoen er m in ?“ sagde den sørgeklædte fra Amaliegade; „det vil jeg lade mig stikke til Straa- manden paa, saa sandt jeg hedder Theodor! — Men lige meget! Vil De tage Dem af min Mikado, giver jeg Dem Therese Itaguin i Tilgift. Det er P e r Anden , der har hevet det døde Fruentimmer ind til mig, og nu ligger hun og skræmmer alle Folk fra Huset!“ „H ei, M and !“ raabte den sørgeklædte fra Nørre- f ade; „jeg giver en Fiskerjente i Tilgift! I tre Dage ar jeg havt hende udstillet i en tom Pengekasse, men nu er hun allerede gaaet i Opløsning.“ Lidt efter var alle de tre Herrer i Totterne paa hverandre; det er nu deres Levevej. Saa beldte Punch dem ud og begravede deres Døde.------ Og saa maatte Samaritanen lukkes. Naar man har taget sig af saa mange uværdige Trængende, bliver der ikke Plads til de værdige. Valgdagens Ofre er nu atter hjemløse, — indtil Punch paa Torsdag hen­ flyder i Taarer over deres Skæbne.