S_Punch_1892

126

Der gaar man alene, hvis ej man er to, Og vugger sig blidt henad Strøget, Og man er, som oftest, naiv nok at tro, At nu er man evig fornøjet. Men, synker saa Solen mod Vesten ned, Saa vanker m an.— saadan gaar det — Bedrøvelig hjemad med den Besked, At nu er man død og b o rte! Det Hele gik ganske naturlig til: Da henad Asfalten man dansede, Mens foran et Smil og det magiske Spil F ra smægtende Øjne man standsede, Saa nærmer sig bagfra en mægtig Kolos, Der formelig knirker af Harme, En rullende Molok, der lever paa Trods Af masede Ben eller Arme. Og, førend man aner det, ligger — pladask! Man næsegrus og massakreres; Og Stødet kan aldrig gaa af i Vask yOg Lemmerne ej numereres!

Men, hvis De er Selvmorder, faar paa en Studs De Belzebub til at ta’e Dem: De sørger blot for, at en Omnibus Tilfældigvis ta ’er sig a’ Dem! Den svigter Dem aldrig, thi Gaden er skraa, Og Hjulet er rundt, og »Bussen« Er ganske umættelig, naar den kan faa E t Menneske fat i Kabudsen; Selv naar i en Droske man ræd søger Ly, Den ænser ej Fif eller Finter, Nej, den kører løs og er lige kry — Og saa ligger Drosken i Splinter. Enhver kan jo indse, at »Busserne« bør Kun færdes i ensomme Gader; Jo pyt! — Politiet, det veed, hvad det gjør Som Borgernes kærlige Fader. Det kjender, forstaar sig, sin Pligt, og den Bli’er stedse med Omsigt fortolket: Fandtes der ej Omnibussemænd, Blev Byen jo overbefolket!

D e O m n i b u s e s t d u b i t a n d u m .

algdagens Rummel er farlig nok; Man helst maa ha’e sine Lemmer Til Gavns assurerede, naar i Flok Man mylrer omkring og stemmer. Men, om man kun færdes med udsøgt Mod Blandt Vælgernes vilde Masser, Er de dog for Intet at regne imod De rigtige »Rumlekasser«.

Professoren: Jeg veed ikke, hvad Gamél vedkommer denne Sammenhæng. Borgmesteren: Hvad for noget? Gamél? Professoren: Mente bestemt at have hørt Ordet Skifærd-dækker. Om det maaske ikke sigtede til Nansens Grønlandsfærd? [Sidemanden hvisker noget til ham]. Om Forladelse; nu er jeg med. — Ja, det er mig. der giver. Borgmesteren: Hvad siger F'ormanden? Formanden: Jeg har sagt ren Nolo. Borgmesteren: Skal vi sende de 4000 Kr. i Udvalg? Stemme: Næ, næ — Borgmesteren: Hvor stort er Modspillet — æ jeg mener, hvem er imod. Vil De række Haanden i Vejret — lad mig se, — Knægten femte mod, Resten for; det er altsaa vedtaget. Men saa er der en Skytteforening, som nok vil have et Tilskud ; vi plejer altid at give det, saa det er vel bedst, de ogsaa faar det denne Gang. Professoren vilde nok vide, hvor mange der var i den Skytteforening. Borgmesteren vidste det ikke, men der var dog vist en sex—syv Stykker, og der havde en Gang været mange flere. Professoren: Saa var det vist ikke værdt at skyde noget til — Obersten vilde tillade sig at indskyde en lille Be­ mærkning. Fik de ikke de Penge, saa gik det hele i Skuddermudder; der maatte spyttes i Bøssen; de Folk, der gjorde Fædrelandet den Tjeneste at møde op paa Skyde­ banen, kunde ikke spises af med ingen Ting. Oldermanden: Om Forladelse, men var der ikke en af d’Herrer, der havde .svigtet Kulør. Jeg har netop siddet og holdt paa Kongen for at have noget i Baghaanden og — Borgmesteren: Ja, jeg veed bestemt, at jeg var renonce. Professoren: Jeg smed først Ni’en af og saa Esset blank — Obersten: Men hvor blev den lille Hjerter af? Oldermanden: Den lagde jeg paa der — Borgmesteren: Det var et Pileskud? Professoren: Tag de bare det. Lad os nu se at finde den Knægt, der er falden galt. Den ligger da ikke under Bordet — Mågistratsbudet: Ja, nu var der serveret neden under! Formanden: Saa finder vi det nok bagefter. Mødet hævet. Næste Møde bekjendtgjøres i Køben- havn's »Smaa Billetter«.

A f Klubbens Papirer.

Klubben »De bestandig Bor­ gerlige« samledes igjen til sæd­ vanlig Mødeaften forleden Man­ dag, I Klubben var optaget 4 nye Medlemmer, der var til Stede for første Gang. Borgmesteren mindedes først de 4 udtraadte Medlem­ mer. Han troede at tale i samtlige Tilstedeværendes Navn, naar han sagde, at det var med

Tak ogVelvilje, at manmindedes dem. De havde været lette atkomme ud af det med, og Klubbens indre Liv havde kunnet skride frem i det rolige, sindige Spor, som vi alle var enige om var til største Gavn for det Samfund, hvis Interesse knyttede sig til denne Forsamling. Naar han nu bød de fire ny indtraadte Medlemmer Velkommen, saa var det med Haabet om, at de vilde føle sig til Rette og slaa sig til Ro heroppe. Her var rigtig gemytlig og rart oppe, naar man havde Øjet aabent derfor. Hanvækkede derefter Forsamlingen og bad den slutte sig tilhans Udtalelser ved at rejse sig. Man samledes derefter om Spillebordene. Borgmesterensatte de nye Medlemmer ind i de væsentligste Regler, der gjaldt. Borg­ mesteren holdt ikke af, at man kiggede ham i Kortene. [Det kunde selvfølgelig aldrig falde Medlemmerne ind.] Hvad dernæst Regnskaberne angik, saa spillede man med faste Béter; men da det jo mere var for Fornøjelsens Skyld, man var her, saa gjorbe det ikke saa meget, om Beregningerne ikke slog til. [Gud bevares, ikke det mind­ ste]. Naa, ja, saa var der vist ikke mere — jo, det er sandt, saa var der disse smaa Sager, vi havde at afgjøre; det kunde jo godt ske, samtidig med, at man spillede. Der var nu først 4000 Kroner til Taget paa Arresthuset. Er vi Makkere, Hansen? Arkitekten: Er 4000 ikke lidt meget? Borgmesteren: Det kan jeg ikke godt forstaa, De kan sige. De veed, hvor dyre Tømmermænd kan være. Ikke at tale om disse Skifferdækkere . . . .