S_Punch_1892

. 139

Guld-Haller. I dertil indrettede Kliniker vil samtlige Delirister af alle Slagser og Afarter kunne indlægges. Guld og grønne Skove udloves; dog under Forudsætning af, at de grønne Skove medbringes. Vi anbefaler særlig følgende Afdelinger: Delirium politicum. Denne epidemiske Sygdom, der opstaar ved over­ dreven Nydelse af Valgflæsk, har man tidligere ment at kunne kurere ved Diæter. Intet er mere fejlagtigt. Det eneste Middel til politiske Skindødes Gjenoplivelse er at give Patienterne uindskrænket Tilladelse til at forsluge sig i deres Yndlingsretter, saasom døde Torsk, fede Ord, sammensmeltede Hundetampe og andre lækre Sager. Patienterne leverer selv Knive i Ærmet til Madens Anretning. Samtidig foretages hyppige Ind­ sprøjtninger af Guld, dels i Form af Lovforslag om Statsunderstøttelser, dels som Bidrag fra Guldkalvén, hvis Affald opsamles i en dertil præpareret ,,Børe­ tidende“, og dels som Bidrag fra det bekjendte Bad­ stuestræde-Fond „ad usus Scavenii “, indpakket i „smaa Billetter“ . Efter denne Behandlingsmaade vil selv den mest faldne Politiker kunne rejse sig. Om det saa er H a­ r a ld Je n s e n vil han kunne hjemsendes til Skjoldelev som en ny og forbedret Udgave af salig G u ldh ar ald. At Patienten efter al Sandsynlighed vil krepere under Kuren, anfører vi som et yderligere Bevis paa dennes Fortræffelighed. Delirium artistieum. Denne Sygdom fremkommer ved Bid af gale Menneskedyr og ytrer sig som ondartede B rand es- Bylder paa den lille Hjæme. De Angrebne faar Mono­ mani for „hvide Blomster“ og henslæber deres „glade Ungdom“ i literære Variétéer som Lig og Mumier. En enkelt Patient blev direkte smittet fra et Apothek og led af en stærk Guldfeber, som dog gik over, da han søgte Omgang med „Sportsmænd“. En mere notabel Patient, der er Kammerchef af Profession og tilbringer sin meste Tid hos den „kjære Familie“ i Integade, har man hidtil anset for inkurabel; men det er vor Over­ bevisning, at han ved gjentagne Indsprøjtninger med Midas-Guld i en nær Fremtid vil kunne „gaa af“ som helbredet. Patienter af lavere Bang henviser vi der­ imod til Operationsstuen „Det frie Theater“, hvortil Adgangen kun koster en W ied. Delirium kommunalicum, ogsaa kaldet Sovesyge, er en indgroet Skade; de Syge har endogsaa paabudt Værtshusholderne at holde opredte Senge for alle paakommende Tilfældes Skyld. Kuren er ligesaa simpel, som behagelig: det tillades Patienten at nyde et Utal af Bistrupsmiddage, opgravne Brosten, Plankeværker, der er behørig fugtede med Malerpotter, udsugede Beværtere, konfiskerede Lade- gaarde og hvad de iøvrigt maatte sætte Pris paa. Naar der saa tillige indsprøjtes et passende Kvantum stigende Indkomstskatter, vil Sovesygen tiltage i en saa uforholdsmæssig Grad, at samtlige Patienter maa

lægge sig ind under Alderdomsforsørgelsen, og Skaden er derved udryddet. Delirium tremen*• Det Middel, som Dr. H a lle r har opfundet mod Drankersyge behøver vi aldeles ikke at anbefale. Dets Fortræffelighed er jo indlysende: Naar en Brændevins­ drikker har faaet indsprøjtet en tilstrækkelig Masse Guld, vil han ende med at kaste Tyvekrone-Stykker op, — og han har da Baad til at kjøbe Chateau-Vin!

S>1

^

m ber tVW^e j i Y ) v o r n ic tn yt efter, mens en lille Mand Min Pegasus bevinger! Han som »det kohniske Pendul« Hans store Bro’er og Doktor Har efterladt, naar han er mæt Af Børnemads Dekokter. Den lille Eedvard, kan De tro, Er aandsfri, — Donnerwetter! For han kan slagte Højremænd Trods nogen Bugopsprætter, Og han kan modig drikke Dus Med hver en Stump Kollega, Der villig kjøber »Ilddrik« i Hans kritiske Bodega. Des værre har det vist sig, at Den lille Mandsling ynder Nok fortrinsvis at tappe Vand Af lutter tomme Tønder! En Journalist-Forening kom Paa tværs af Musageten — Og vupti! var det ude med Kollegialiteten! Da den en »Stjaalen Lykke« fandt Fprgangen Dag, foer Trolden I Eedvard og han hylede, At nu var han bestjaalen: Det er jo skammeligt, naar dog Man paa en Vandgang brygger, At forbigaa en Mand, som har Patent paa Vandgangs-Stykker! Han som en »Judith« rejste sig; For det var rentud Meningen At hugge alle Ho’der af Fru Hennings og Foreningen! Han spytted, sparked, peb og skreg, Det stakkels, lille Væsen, ¿aa Sværdet gik den gale Vej, — Og han gik paa . . . . Profilen! ^Der laa han som en stemplet Mand Med alle Haab begravede, I Mens ligeglad Foreningen. Sin Foresuiiing lavede; I Bentheims Blad paa værdig Vis Man vedblev med Protesten: Thi naar »Æh . . . bæh« vil ikke mer, Gjør man »A . A.« paa Resten. Omkring Fa’er Bentheim svinger Og lever af de Rester, som

si§]