S_Punch_1892

146

Ovenpaa Valgets Gjenvordigheder Ser han sit Revisorat igjen Og kan forsyne Familien Med Stenografposters varme Hveder.

P a a B ed ed ag so rd en en .

| D en k jæ re F am ilie . M-iL Frit efter H. G. A ndersen.

m

Det største grønne Blad her til Lands, det er da rigtig nok Skræppebladet i Integade; holder man det foran sin lille Mave, saa ligner man et helt Over­ menneske, og holder man det over Profilen, skærmer det baade mod Eakkelrøg og andre Vandgange. Aldrig voxer en Skræppe alene; nej, naar der groer een i Integade, groer der strax en anden op i Badstuestræde. Det er en stor Dejlighed, og al den Dejlighed er Mad for de smaa sorte Snegle. Alle de Snegle, som for­ nemme Evropæere i gamle Dage spiste som Børne- Frikassée og sagde: „hum! hvor det smager!“ de lever nu af Skræppebladet, og det lever Bladet af. Nu var der noget, man kaldte Kritiken, hvor man ikke længere aad de rigtige, gamle Snegle med Hud og Haar, for de var uddøde og havde ikke mer at skalle have sagt. Men Skræppebladet var ikke uddødt endnu; det bredte sig over hele Integade og den moderne Journalistik, — og derinde boede de sidste, rigtige Snegle. De kunde godt huske, at de en Gang havde været mange flere, at de endnu havde Slægt og Ivohner og Børn i Halvasien, hvor de kom fra, og at for dem og deres var hele dette fordummede Land blevet, lavet. De havde aldrig kigget udenfor Skræppebladets Spalter; men de vidste, at der endnu var Noget til i Yerden, som hed Kritik, hvor baade det Hvide og de Sorte blev lagt paa Guldvægt. Men mere vidste de ikke, fer de havde deres egen Kritik, og det var den eneste, der duede i Snegleland, sagde de. De levede nu ensomt og frigjorte under Skræppe­ bladet. og, da de ikke kunde faa. flere Børn, tog de en lille, almindelig Snegl til sig ,.fra Frovinsen “. Han vilde ikke voxe, for han var almindelig; men de Gamle, især Onkel Bedvard, forsikrede med rene, naturlige Ord, at han var et mageløst fremmeligt Barn. En Dag var det stærk Hegn. — Hør, hvor det tromme-romme-rommer paa Skræppebladet, -sagde Mo’er Bentheirri. Det er Kjoge Valgkreds, der gaar i Vasken!. .. E r det nu ikke et Held. at vi Snegle er Overmennesker og har vort Skræppeblad? Je g gad vidst, hvad der er udenfor. — Der er ikke noget udenfor! sagde Fa’er Georg. Det er bare Hykleri og Fordummelse, og det har vi skræppet ihjel for længe siden, — og saa spyttede han. Men du iler saa forfærdelig; som om du kunde’

undt omkring fra det ganske Land Rejste til Staden hver folkevalgt Mand, Ikke til Bods- eller Bededags-Øvelse, Men for at overstaa Valgbrevets Prøvelse. — Hist, hvor Kasernen saa kjærlig freder Om hvert et gammelt og nyvalgt Lem, E r dog et hyggeligt Gjæstehjem, Hvor man kan fa.a sine varme Hveder. Men efter Valget i April Savnes saa mangen kjendt Profil: H ø r u p dølger sit lidet glade Bededagsatisigt i I n t e g ade . Daglig møder man her med en »Lede r « I H e n n in g J e n s e n s Bedemandsstil, Som med et blidt resigneret Smil Gi1er sig i L ag med Forhandlingens Hveder. — B ø n l ø k k e sukker i Gr en aa: O, W. D in e s e n , Dig bør en Ulykke ske! Du, som fra . Bergianer forvandler Dig paa en Studs til »loyal« Forhandler, Medens Du bagefter Valget breder

Dig som en renlivet Evropæer Og liberalt din Madpose skær’ Mellem de nybagte, varme Hveder! — E e d e v a r d B r a n d e s og Je . K . L a u r id s e n hører endnu til de Faa, Som efter højsalig C h r e s t e n s Vane Løfter Protestens rene Fane Højt, til et Nederlag de bereder Planen, som Sammensmelterne har, Hvorefter selv de Munden ta5er Fuld af Forligets varme Hveder.

— Klokkerne ringer, og Klokkens Lyd Er, som bekjendt, Hr. H ø g s b r o e s Fryd, Saasom han vælges til Klokker paa Thinge, Og dette Kald er alt andet end ringe.