S_Punch_1892

159

Mads. Næ — ja paa en Maade, saa har jæ hat det faa længe siden, faa mit Brøllop va jo ejentli’ et Guldbrøllop, ve’ de’ at jæ fikEmbedet sammen mæKonen. Ded æ nu saadden et Slavs Livrente eller Pendsion, som a’ der fulte med hirider. Ded æsku li’saa godt somaa være Kloster­ dame i Væmmelitofte, og di taver jo endda Pendsionen, naar a’ di gifter dom. Næ,- jæ hulder sgu itte mit Guldbrøllop, før a’ jæ ka’ hulde mit femaatyve-Aars Jobbelæum som kongelig privelesjeret Jormormand mæ de samme. Saa kaske a’ jæ faar Sølvkorset faa Nidkjærhed aa Paalidelighed i Embedet. Næ, ded æ de her Guldbrøllop inge i Køvenhavn, som a jæ gaar aa spekelerer over. Jæ har talt mæ Sovnefoden om, a’ vi to som Præ- sentanter faa Embedsstanden her i Sovnet burde sitte vos i Spidsen faa et eller andet. Kristen. Ded ka’ der være novet i. Mads. Ja, se vi ka jo itte lave Guldkur aa lektrisk Belysning saadden som inge i Køvenhavn. Men jæ hade nu tænkt paa, a vi sku jo elemenere. Se, Du var jo nu itte saa vanskeli’ aa faa elemeneret, Kristen. Kristen. Jæ vil Faenedeme itte limeneres, Mads. Jæ ved jo itte en Gang hva’ ded æ. Mads. Jæ sgu heller itte. Derfor opgav jæ de’ osse. Men se derfor ku der jo godi gjøres novet alligevel. Se nu har vi jo faaet lagt enny Stenkiste ved Sprøjte­ huset, som vi har tænkt paa aa opkalde etter Majestæten.

F e ststem n in g .

Kristen. Ded ka der være novet i. Mads. Saa har min Kone faaet Besked om aa ville hulde sig parat te’ Mikkel Sørrensens Kone, der lavver te Bassel. Hves a’ de nu bliver paa Guld- brøllopsdaen, saa faar vi Mikkel til aa opkalde ham etter de Kongeli’e. Kristen. Hva’ ska’ han da hedde? Mads. Ja, hvis a’ de blier enDreng, saa ha vi tænkt aa kalde ham Kristian Rex Landevikus — ded æ etter Laavise — Mikkel Sørrensen. Aa hvis a’ ded æ en Datter, saa ska hun hedde Kristejane Rexine Laadevikusgine Mikkeline Sørrensen. Jæ sønnes, a’ ded dov ve være som en lille Opmærksomhed. Kristen. Ded ka der være novet i, Mads. Mads. Ja, ded æ sgu itte saa svært aa hitte paa saadden novet, bare man har lidt Seni dertil. Saa ha’ vi osse tænkt paa aa bespise Lemmerne i Fattighuset. Kristen. Ja men der æ jo ingen Lemmer. Mads. Nej, ded æ der itte, menhvis a’ der nu hadde været, saa va vi sgu’tte bange for aa gjøre ded. Og saa hulder vi Sprøjteprøve henne ve’ Gadekjæret. Kristen. Ded ka’ der være novet i. Mads. Ja i Gadekjæret, men sgu’tte i Sprøjterne, faa di æ utætte, saa a’ ded løver yd a’ dom, saa snart som a’ ded æ løvet ing. Men nu har jæ itte Tid aa staa her. Jæskalhen aaarrensere. Farvel, Kristen Smed. Kristen. Farvel, Mads Jormormand.

Mads Jordemodermand. Goddav,

Kristen Smed.

Kristen Smed. Goddav, Mads. Jæ sønnes, a Du ser saa ydspekkeleret yd idav, Mads. Mads. Jæ gaar sgu osse aa spekelerer, Kristen. Kristen. Naa, saa ædedvel savtens saadden novet videnskaveligt ? Mads. Ded er’et. Ser du ded æ jo de her Guldbrøllop. Kristen. Ska Du ha Guldbrøllop, Mads?

D e t nye Sp rø jtehu s (Frit efter li

H is t o g her.

F.n Uges Tid derefter soger Theaterchefen i samme Anledning Kommandoren op i hans Labo­ ratorium, og som affabel Hofmand bevæger han sig omkring i Lokalet med Hatten i Haanden.

Der skulde elektrisk Belysning paa Scenen i Nationaltheatret i den lille Residensstad. Opgaven betroedes den tekniske Chef for Statens Sømine- væsen, og sammen med Theaterchefen undersøgte han altsaa Lokaliteterne og kom op paa den tomme Scene.

n Brandstation vi nylig fik. Den rejstes ikke for en Slik, Den hele Stad er sjæleglad. Og selv de allermindste Blad-

| anmeldere af Glæde straale. 1 Det kan Borgmester sagtens taale. \ Hans splinternye Sprøjtehus | Af Glæde gjør os rent konfus, ; Tænk. alle Stadens vise Mænd Har faaet Lov at gaa derhen, Og hver og en af dem var spi’øjte- fomøjet over Taarnets Højde. — De sorte Brandesfolk, de smaa, Er dog nok inte med herpaa: Ild er et muntert Element, Som mangen Protokol har brændt; Den sidste Vandgangs kolde Straale Kan de nu inte rigtig taale. Ved B en th e im s Sprøjte man i Aar Paa Pumperne des værre gaar: At den er sprøjtegal, blev klart I Bæ lum og i M id d e lfa rt, da selv K jø g e Kreds gik fløjten, Var der ej mer Humør i Sprøjten.

— Naa, her er det altsaa, de

— Aa, sæt De blot Hatten paa, Kammerherre. H er spiller vi ikke Komedie!

spiller Komedie?

— Ja Hr. Kommandør! — Og derfor tager man altid Hatten af heroppe. — A ll righ t!

Hermed følger ef. illustreret Annonce-Tillæg.