S_Punch_1892

162

Den 2 6 de Maj.

ed bølgende Vimpler og vajende Flag Staar Danmark smykket til Fest i Dag, Mens Foraarets Løvspring og Blomster iletter Hvert Hjem til en eneste festlig Krans, Hvor Glæden spreder sin tindrende Glans Langt ud i de lyse Nætter. Dog mer end det myldrende Blomsterflor E r Folkeskaren, som tæt og stor S ig fylker i Dag paa de danske Sletter Om Kongeparret, som aldrig blev træt I Kampen med Gud for Æ re og Ret I Danmarks mørkeste Nætter. Det halve Aarhundred, de fulgtes ad, Omkranses af Minder, Blad ved Blad Saa rigt, som vor Saga end aldrig beretter, Der vidner i Vest, mod Syd og Øst, At Kongens Glæde blev Folkets Trøst I Tidens mørkeste Nætter. Og derfor vajer vort Kongeflag Paa Troskabs skjønneste Sejersdag Med uforgængelig Glans og forjætter, At Lykken for Konge og Folk i Aar Et Festblus tænder, hvis Straaler naar Ud over de lyse Nætter.

var der elektriske Lamper, der var ganske tykke af Vig­ tighed, fordi de kunde lave Dag hele Natten. Smaa H y a c in t.h e r, tynde forneden og tykke foroven, saa at man skulde tro, de var pukkelryggede, trippede hen ad Fortovet; de var Frøkener. Gloende L ø v e tæ n d e r vimsede omkring dem, og Frøkenerne smiskede, for de vidste jo, at de bare behøvede at puste, saa kunde de faa en ny Kjole. Bly F o r g le m m ig e je r og struttende T u lip a n e r med Glans paa, men uden Duft, K ø k k e n ­ u r t e r i Stadsklæder og P r a g t l i l i e r i Galla. — alle var saa glade og tog hinanden i Knaphullerne og dan­ sede Byen rundt i Kjæde for at se paa Stadsen. Kun de røde H a n e k am m e stod i en Krog og gjorde Skrue, det var nu d e r e s Fornøjelse. En gammel S to u d i fuld Uniform, for han var Magistratsperson, kom hen til Fællessengen, hvor de vis­ nende Blomster laa og forhandlede. Han spurgte, om de vilde være med til Stadsen, og strax var Visneriet glemt. De tænkte ikke længere paa at forhøre sig om, hvor vidt de kunde risikere at komme i Selskab med en »Skriver og Forvalter«, men hoppede ned mellem de andre og var saa fornøjede.

L ille Id a s B lom s te r . I fri Bearbejdelse.

Du kjender vel Historien om lille Id a ? — Det vil sige, hun kaldes Id a , men det skrives Id a g , for det er i Dag, Historien foregaar. Hun havde de dejligste Blomster, og nogle af dem havde hun plantet i Rummel­ potter; men det kunde de ikke taale. De havde visnet saa længe, at de nu hang med Hovedet ved at tænke derpaa, og derfor lagde hun dem i Dukkernes store Fællesseng. »Hvil jer nu,« sagde hun, »for jeg veed meget godt, at I skal til Stads!« — det havde nemlig en gammel Digter, der hed H. C. A n d e r s e n , fortalt hende. Men til at begynde med vilde de ikke røre saa meget som et Morgenblad for at svare hende; men hun kunde tydelig se, at de forhandlede om det. Saa vaagnede hun en Torsdag Morgen ved at høre den lifligste Musik. Hun skyndte sig hen til Vinduet og kiggede ud paa Gaden. Nej, hvor det var morsomt: Der var Blomster helt op ad Husene, og paa mange Huse var de ligesaa brogede som Ordensbaand; og saa