S_Punch_1892

163

I det samme kom et F a s te la v n s r i s springende hen ad Strøget. Det var ikke af det fineste Papir, men det bar »hvide Blomster« og Bladene var »smaa Bil­ letter«. — »Ih, du glade Ungdom,« sagde Riset, »nu vil vi ogsaa more os kongelig, for det lønner sig!« — Men i Toppen sad en Voxdukke, der var lige saa stor som et Overmenneske; han vred og snoede sig af Uhyrlig­ hed, for han kunde ikke danse andet end »evropæisk Kehraus«, og det vilde ingen anden indlade sig paa i dette Land. »Skal her være Gilde?« skreg han, »det kan I bilde Bønder og Børn in d ! Det er bar Hykleri og Fordum­ melse.« Men Fastelavnsriset dansede paa sine røde Ben, der var lige ved at gaa i Stykker, saa tynde var de; og alt omkring ham dansede. Saa knækkede han over og faldt ned i Integade, og der laa han saa ganske alene og gumlede Jødekager, mens alle de andre morede sig. Lille Ida klappede i Hænderne sf Glæde; for henne paa Blomstertorvet var der bygget en hel Æréport, og der kom Optoget kørende. Allerførst kom to dejlige R o s e r; de havde Guldbryllupskrone paa og hilste saa venlig til alle Sider. Og saa var de omgivne af lutter K e js e r k r o n e r og K o n g ely s; — det var rigtig nok en Pragt, man aldrig havde set Mage til. Selv de adsta­ digste D r iv h u s p la n te r kunde ikke holde sig hjemme; S o m m e rg æ k k e n e , der var skudt frem sidste Valgdag, sammensmeltede i Hurraraab; og B la d - P la n te r fra alle Verdens Lande stimlede sammen for at kunne for­ tælle deres Landsmænd om Herligheden. Endogsaa i den gamle dramatiske P o tp o u rri-K ru k k e paa Kongens Nytorv blev der Liv og Røre; Kammerchefen smilte og nejede som en S o ls ik paa sin Stilk, skjønt det slet ikke var et Midas-Guldbryllup, der blev fejret; og i Kapellet, hvor ellers Operaens gamle Ligkranse bliver opbevarede, blæstes der Hymner paa Norsk, finere kunde det ikke være. Og, da saa Mørket faldt paa, straalede der N at­ ly s fra alle Vinduer, mens G u ld reg n dryssede ned over Byen, baade fra Tivoli og Orlogsværftet. Jo, det var Stads, kan Du tro! »Kan I se!« sagde lille Id a til sine Blomster; »er det nu ikke meget morsommere at komme til Guldbryl­ lup end at ligge i Rummel og visne?« »Jo,« svarede de; »men Du skal ikke bryde dig om, at vi visner alligevel. Saa skal Du bare begrave os i

en Ministerportefeuille, for saa voxer vi op til Sommer og bliver meget smukkere!« »Maaske! — men saa maa I give mig Fæstninger og Kanoner, for at jeg kan give Salut.« »Det kan vi altid forhandle om,« sagde de, — og saa er den Historie ude. E n M æ rkedag . Den 26. Maj 1892 er det, som bekjendt, akkurat 50 Maaneder siden, at fhv. Folkethingsmand Hørup forhandlede med Estrup og lovede at stemme for en Bevilling af 8 Millioner til Vestfronten, samt 48 Maaneder siden, at Hørup var i fuldt Arbejde med at bebrejde Fr ede Bojsen, at hans majestætiske Tanketomhed havde hindret Forliget. For nu paa en værdig Maade at mindes Aanden fra disse 48 afholdes i Dag og følgende Dage en Række storartede Festligheder i Glaspalæet i Integade med neden- staaende Program . Torsdag den 26. Maj. Kl. II. Morgensang (N. B. sidste Vers) af kjøbenhavnske Med-Arbejdersangforeninger. Kl. 12. Froprædiken af Henning Jensen i Nikolai Kirke. Kl. I. Modtagelse af Deputationer fra Rømersgade, Badstuestræde, Børstidende O. s. v. Kl. 7. Festforestilling i det frie Theater (Prolog af G. Brandes). Fredag den 27. Maj. Kl. 12. Modtagelse af Telegram fra Dønnergaard. Kl. I. Fanetog af Vaabenbrødre (N. B. faldne Menings­ fæller). Kl. 7. Kur (Kurmethoden efter A. Albertis Recept). Lørdag den 28. Maj. Kl. I. Stor Retsreformationsfest. Kl. 6. Kur (og Pleje) i Palæet paa Christianshavn. Søndag den 29. Maj. Kl. 12. Stort Optog af Politikens Vildmænd. Kl. 8. Bal (Kehraus) paa Valgtribunen i Kjøge. Det forventes, at Festdeltagerne beredvillig vil foretage den fornødne Udsmykning af de forskjellige Fakta samt lægge Hovedvægten herpaa. Illuminationen besørges gratis af den højeste Oplysning selv.

Med tørre Munde og Hjærteveer paa al den dejlige Mad vi ser; ak, det er haardt, maa I tro, langt mer end nogen død Brasilianer aner! Men ta’er vi os den Ting nær? — Jo pyt! Vi sidder lunt i de tomme Gryder og føler os aldrig en Smule snydt, naar de fordummedes Jubel lyder! Om dette Land og dets Folkefærd, om Hykler-Optog og Fakkelskær sig ingen oplyste Mænd, som svær’ ved Logos og die Gebriider, bryder!« Fa’er Bentheim tav og lagde sig træt; mens man vemodig et Ordspiog husker om »Rønnebær,« som med lige Ret nok gjælder for Stormand og for Fusker. Hans lille Flok sidder bleg og stum, og bort de fra Festdagens Publikum til Inte-Kontorets tomme Rum som gjemte og glemte Mollusker lusker.

Saa mælte Bentheim, helt gjæv og bold, da Byen straaled i Bryllupsglansen, mens om bag en Inte-Protokol han visnende gul krøb bag ad Dansen. Og alt, hvad der dør i Nord, omkring ham sad i en mimrende, sluttet Ring: Hr. Cavling, Henning og Skram og Binj og Eedvard med Ordonnansen Nansen. »Der var en Tid,« — tog han atter fat, — »Da med i Koret vi kunde trampe; da Køkkenvejen var let og glat, og Bladet røg af loyale Dampe! Nu tænder de Andre Glædesblus; — Vi Aandens Stormænd i Søndagspuds med Socialister maa drikke Dus, mens vi et Par »Hundetampe« tampe! Saa vidt har nu vi os selv da bragt/ Selv Cavling, vor sidste Mohikaner, ad Hoffets Bagtrappe, rent ud sagt, ret aldrig mer nogen Vej sig baner!

Rønn ebæ r.

frie Mænd i det frie Nord! , Bentheims modige Inte-Hale! t til! — nu vil et naturligt Ord naturlige Ting jeg tale! s Ørerne op, — og luk dem i

alt det loyale Skraaleri fædrelanderisk Molodi, 1 Folk nu ligesom Gale gale!«