S_Punch_1892

166

Aa ront om Hesten ha vi funnet Paa Lamperne elæktrisk Blus. En Æresport, flot dikkerered, Æ rejst a Byens vise Mænd. Bare nu Kongen, naar han ser et, Ve dikkerere dem igen. Te Slut je føren Daens Enne Te Kresjans aa Laavises Pris Ve osse Blus paa Lampen tænne Begrive- aa natyrlivis. For dem je taer en døgti Taar mæ Aa for di kongelie Børn, Te je i den Andledneng faar mæ En alleronnerdanist Bjørn.

Imens je siar Gulharpens Stræng, Saa di, der hør min Sang, ska alle Bevidne, a den æ pivæng. Der flyder nu med Mælk aa Honneng Sæl paa Komynens Fattigaar, Forde a Kongen aa hans Dronning Ha vaaren gift halhundred Aar. Mave te de paa Sjenens Brætter Ka F a lle se n knap vise frem, De be da ente gordt dem etter I H e n d r ik ip s e n s Doggebjem. Fra Sorte Hest te ud i Sunnet Æ alteng i sit bæste Pus,

G u lb rø lop sk an d ta te

Kom, Pegasus, aa lamme rie Paa dej en ægstra Tur i Da, Saa te Parnas jej op ka stie Aa der en vældi Slork mej ta, Aa i en løftet Stemneng tralle,

»Jo akkurat. Det er Kongefamilien ude paa Fredens­ borg. Rask malet, hvad?« »Æ — jo — men, hvordan er det dog, den der, eller det der, eller han der, hvis det ikke er en hun, staar?« »Det er jo netop det kunstneriske. Det er Kejseren af Rusland; Stillingen viser ham paa en Gang gaaende, staaende, siddende, rygende, hostende, fordøjende en Bøf og to Spejlæg og i Færd med at vende sig om. . .« »Saah — naa, men hvad er det, det regner ned med? Skal det forestille Askeregn? Det ser ud, som om hele Selskabet blev bombarderet med haardkogte Æggeblommer.« ■Det antyder Uro. Det er Solpletter!« »Solpletter? Ja saa. Ja Sujettet passer jo godt til Anledningen. Jeg kommer igjen i Morgen, for at faa et bedre Indtryk deraf.« •Gjør det,« sagde han. * * * Næste Dag kom jeg igjen. MinMaler var fuldt beskjæftiget. »Se paa det! Naa hvad synes De?« sagde han og klattede videre. Jeg saa og saa, men kunde ikke hitte Rede i det. Endelig fandt jeg da Kejseren af Rusland fra Dagen før. Han saa fælt forpjusket ud, i en løjerlig Slags Slobrok. »Naa?« »Kejseren af Rusland er jo gaaet frem,« sagde jeg. Noget maatte jeg jo sige. »Kejseren? Sludder! Det er Judas! »Judas? . . . Er det en af de græske Prinser?« »Næ, han var sgu Apostel — ham, Iskariot.« »Iskariot ? Men hvad skal han dog der mellem alle de Kongelige paa Fredensborg?« »Kongelige? Fredensborg? Herre Gud Mand! Det er jo Jøder; der ligger Jerusalem henne —« »Undskyld; men jeg synes ogsaa, De sagde —« »Aa ja. Men jeg bestemte mig om. Synes De ikke ogsaa? Det er jo en højtidelig Anledning. Saa er et bibelsk Stykke nok saa passende. Og Opgaven ee interessantere. Ser De op i Morgen?« »Maa jeg det? Ved samme Tid? Farvel!« ♦ Jeg stod længe og saa paa Billedet næste Dag. Men det bltv værre og værre. Alle Apostlene havde fa'aet spinatgrønne krøllede Haar, der helt skjulte deres Ansigter — og saa stod de ret op og ned, uden Spor af Forskjel i Stillingerne. »De ser nøje paa det. Det er naturtro, hvad ? Hver Stamme er opfattet for sig!« »Stamme,« tænkte jeg. »Naa, nu har han forandret Beslutning og ladet de 12 Apostle være Jakobs 12 Sønner, en for hver af de 12 Stammer.« Jeg lod mig ikke gaa paa. »Ja! — Levi er god.« »Levi?« siger han, »hvad mener De?« »Aa! Det er maaske Benjamin — — —?«

I V ilde rede ,

Hr. Redaktør. Maa det være mig tilladt at komme til Dem med en Fore­ spørgsel? Jeg boer ude i Villa­ kvarteret. Selvfølgelig fandt vi herude, at vi ikke burde staa tilbage for det øvrige Land, men ogsaa maatte give en Guldbryllupsgave. Vi vaklede imellem en Folkebadeanstalt — den vilde koste c. 115,000 Kroner — og en Domkirke, der vilde

staa os i c. 1 , 735,000 Kroner. En nedsat Komité fik, foreløbig altsaa i det ubestemte Øjemed, indsamlet 367 Kroner 7 Øre. Nogle Medlemmer af Komiteen holdt saa paa. at vi skulde henlægge denne Sum, til den havde naaet den for­ ønskede Størrelse ved Forrentning. Jeg derimod foreslog, og det vedtoges, at vi for de indsamlede Penge skulde kjøbe et til Anledningen passende Kunstværk og skjænke Maje­ stæterne. Man overdrog saa mig p. K. V. at vælge, hvem jeg vilde, til at udføre et Maleri. Inden jeg endnu rigtig havde bestemt mig — der er jo saa mange at vælge imel­ lem — kommer jeg en Dag bag paa en Falkonerallée- Sporvogn i Snak med en Mand, der selv sagde, han var Kunstner. Ham fortalte jeg, hvad jeg havde for, og spurgte ham saa, hvem af dem oppe paa Charlottenborg han syntes, jeg burde foretrække. »Charlottenborg? Er det Deres Alvor?« sagde 1 han. »Jeg syntes, De sagde, De ønskede et Kunstværk?« »Ja.« »Naa, — men De vil ikke have det frit?« »Frit? næ bevares. Jeg har da 367 Kroner 7 Øre til at betale det med!« »Forstaa mig ret. Jeg mener: De vil altsaa ikke have et Kunstværk. Ellers gik De rigtig nok til en af os fri Udstillere! Det paa Charlottenborg er der ingen Kunst- kjender, der regner for en sur Sild værd!« Nu maatte han jo forstaa sig paa det, tænkte jeg, og det gjør jeg ikke. Hvad var saa rimeligere, end at jeg af­ talte med ham at komme op til ham næste Dag, saa skulde Maleriet være paabegyndt. Jeg kommer op i hans Atelier. Der sad han og smurte løs paa et Lærred saa stort som et helt Gardin. »Naa, det gaar jo,« siger jeg. »Brilliant! De ser nok, hvad det er!« »Ja—a — jo — ja det er — er det ikke . . .?