S_Punch_1892

178

I H ju le ferien . »Fineste Cycler, prima Varer! . . . Værs’artig! — Eneste tilladelige Befordringsmiddel i vort hjulbenede Aar- hundrede! — Lad rulle, mine Herrer, Saisonen er ude! . .. Værs’artig!« Skove og Enge duftede, Solen brændte og Punch raabte. SomPræsident for Foreningen til Landlivets Fremme saa han med en vis Respekt den nye Agurketid i Mode, og derfor vilde han nu skaffe sig af med de gamle. Med Favnen fuld afCycler og et opmuntrende Smil i An- sigtet hilste han paa de Lysthavende,da de kom styrtende. Ferst kom den første af dem. Han lagde Haanden affabelt paa Nøglen, da han bukkede, for han var Kammer­ chef. Der var rigtig nok ogsaa Folk, som paastod, at han blev Cirkus-Direktør, naar »Foraaret kommer«. Men det var kun en Skose til Festballetten, der skulde have været til Ære for dekgl. Kroner, men som nok ikke blev til Ære for de kgl. Krohner. Man sagde, at den nærmest var en Vand-Pantomime, der gik paa Melodien »den lille Pietro«, og hvori Balletarrangørerne selv besørgede Vand­ gangen til ordinære Pricer. Men den Slags Insinuationer gjælder kun tilVands-Beck,saa længe Balletten har Hr. Beck til at ride»Stormen« af. For Resten er det Hele ikke noget at gjøre Blæst af, — naar blot »Foraaret ikke Turde jeg anmode om kommer« igjen til Efteraaret.

G ru n d lo v sd a g en .

JL/anmarks evigglade 5te J un i over Scenen drog Uden Sjov og Fanetog Eller Talere, som skjæmte- fulde deres Folder slog I et yppigt Blomstersprog; Ak, nu sad de indeklemte I en stille Søndagskrog Under Helligdagens Aag Og paa deres Visdom gjemte, Mens den lidet festlig stemte W iin b l a d s Sværte kom i Kog. Dog Naturen her til Lands F ryg ted ’ ikke for at bøde For begaaet Helligbrøde, Den var mødt i al sin Glans:

en Cycle, Tur og Retur til Whistbaden, sagde Kammerchefen. De kan være ganske rolig, jeg skal ikke falde oven af den, for jeg er vant til at holde Under-Ballance. — Skulde De samtidig have en Dame Bicyclette til Paris, vil De kunne glæde mig i mit hemme­ lige Fond . . . i mit Hiærte, vilde jeg sige. Min stakkels Primadonna er saa overanstrængt, hun

har sunget to nye Partier i Vinter!

Flar De ellers udrettet noget? spurgte Punch . Ja, bevares! — Jeg har saamænd spillet et helt Stykke, der gjorde Lykke, . . . men hvad giør man ikke for »den kjære Familie«? — Saa fik han en Cycle. Gaa af! sagde Pimch. Det kan De selv være! sagde Chefen. Nu ruller den godt igjen. Vil De hilse den kjære Familie og Gamle- hørup!.. . Vi ses igjen til Efteraaret. Væk var han. Ærbødigste Tjener, sagde den næste. Mit Navn er Nej virkelig? svarede kan baade lade Kroner og Ører forsvinde. Men man har jo »forraaaende Venner«! For Fremtiden, giver jeg aldrig mere »Før Bryllupet«, . . . for nu skaj. det hedde: »Efter Guldbryllupet«. Jeg lover Dem loyalt, at jeg skal beflitte mig paa en bedre Herman Vandel! — Professor. Punch . Ja, man hører jo saa mange underlige Ting. De er maaske Taskenspiller? Paa en Maade; jeg

Solen gav sin Solodans I den aarie Morgenrøde, Og for Danserinden strøede Skov og Enge Krans ved Krans; Paa F r e d s b e r g man skummed’ Fløde Af det 01, hvorpaa til Vands H ø r u p gik, o g som Finans- kassens Væren skal forsøde. — Dog, som en forsinket Svale P'ejredes paa Wo d r o f f l u n d En Slags grundlovsfestlig Stund, Hvor de Herrer »Li be r a l e« Brugte tappert deres Mund. Hertil var der gyldig Grund For »Hs. M a j e s t æ t s l o y a l e Op p o n e n t e r « , hvem en sund Tanke drev til Kongens Sale Som forlorne — Radikale. — Men ved F a l k e n s t je r n e s Tale Tog man sig et billigt Blund.