S_Punch_1892

191

H ansen: Nej, lad du bare mig, Madsine. —Nu skal jeg sige Dem noget, Konduktør. Vi tager og lægger den ene i Barnevognen, saa kan det da for Fa’en ikke senere Dem, naar han er kjørende med sit egen Befordring. — Hvad for noget? Maa vi slet ikke have Vognen med i Kupeteren? Men Du milde Gud og Skaber — hvor vil De da have, at vi skal have den? De vil da ikke have, at vi skal hægte den bag i Jernbanen? — — Maa vi sende den som Gods, hvis vi vil have den med ? Ja, men naar Barnet ligger i den, saa kan De da ikke forlange, at den skal gaa som Godsvogn. Ja, vil De saa bare give os to voxne og to Barnebilletter da for Fa’en. Tak. Men saa gaar naturlig­ vis Vognen med i Kjøbet. Kan det heller ikke gaa? Det var som Pokker! Skal vi altsaa ikke have Spor af Rabat, fordi Børnene er Tvillinger? Hvad behager — er de slet ikke Tvillinger? Kan man tydelig se, at den ene er meget ældre end den anden? Ja, hvem siger ogsaa, at Tvillinger skal være lige gamle? De hører hver til sit Hold, begrive- ligvis. Der har været fire ialt, men de to er døde. Men naar De ikke vil tage Vognen med i Kjøbet, saa kan De s’gu lade være. Saa lader vi den indskrive, det kan De bande paa. (Qaar ben til GodsexpedUionen). L ille Susse: Æ — — æ— — æ------- H ansen: Saa, nu Fa’ers Dengse ikke græde. N u skal han faa Lov at se paa, at vi indskriver Vognen. Hvad er det, Du staar og hvisker, Madsine? — — Naa ja, saa skal Fa’ers. Dengse faa tørt paa, naar vi kommer ud i Skoven. Det er saa behaveligt i det grønne. Kan vi faa denne Barnevogn indskrevet? Hvor vi skal hen? Vi skal ind i en af de aabne Vogne. Det er altid det behaveligste i denne Varme. Det vil sige, hvis at der ikke er Plads, saa tager vi en lukket. — — Naa, De mener, hvor vi skal hen ude i Skoven. Vi har tænkt at gaa ud ad Fortunen til. Der skal der være et lille Hus, hvor man kan faa Vand paa Maskine. Vi har Maden med her i Vognen, men De maa endelig passe paa, at Smørret ikke smelter. Det er saa kjedeligt, naar det driver ned ad Fingrene paa En. Madam H a n se n : Jøsses! nu gaar Jernbanen. I-Iansen: Gaar Jernbanen? Ja, saa er det nok paa Tide, at vi kommer af Sted. Vil Du saa tage lille Susse, Madsine, og sig til ham, at han skal holde op med den Piben. — Veed De ikke, hvor Vognen skal hen? Den skal i Skoven, skal den. Maa De have nøjagtig Adresse, for at De kan vide, hvor den skal sendes hen ? Ja, min Adresse er Absalonsgade Nr. 137 , 5 te Bagsal over Gaarden. Kom saa, Madsine, kom saa allesammen. Nu gaar Toget!

T il S k o v s .

(Ilansen med Kone og 2 Børn kommer ud paa Klampenborgbanens Station.) H an se n : Naa — har I nu Smørrebrødet og Æggene og Øllet og Snapsen og den rene Ble til lille Susse? Læg det saa i Barnevognen og lad mig faa Drengen. L ille Susse: Mig døre i Voven. H an se n : Næ, Susse kan ikke komme til at kjøre i Vognen i Dag. Der ligger Faders og Moders Mad. Naar lille Susse nu kommer ud i Skoven, saa skal lille Susse faa Lov at se paa, at Fader drikker Snaps af den fine Ka­ raffel. Kom nu her Madsine, kom nu her allesammen, saa skal vi gaa hen og tage Billet. Madam H ansen: Bare at Jernbanen den inte er gaaet. H ansen: Nej saagu er den ikke nej. Den venter nok, til vi kommer med. Det er jo til Konduktørens egen For­ del, at der er saa mange i Jernbanen som mulig («tikker Hovedet ind ad Billethullet). Aa hør, Konduktør — kan De lade os faa to voxne og en Børnebillet til Klampenborg til en aaben Vogn paa 3 die Klasse, Dobbeltbillet, Tur og Retur? — — Hvad behager — om vi ikke skal have to Børne- billetter ? Nej, jeg skal sige Dem — de gaar for en — de er Tvillinger. — — Kan det ikke lade sig giøre? Det var meget. Skal man oven i Kjøbet betale extra, fordi man har været saa uheldig at faa Tvillinger? Madam H ansen: Er det saa inte bedder, at vi bliver hjemme og gaar paa Berren?

For frie Aander bør der Forskjel være Paa»Guld« og»Sølv«, denTingersoleklar; Hvorfor mon de en Konge skulde ære, Naarselvde,rentudsagt, enSchandorphhar. SomSølv-Mand har han al den Virak høstet, Der hidtil laa bag Inte-Hjørnet gjemt; Med Sang og Klang man festlighamforlysted’, Forhaabentlig blev »Gumpen« ikke glemt. Og rørte Farvetinter observered’ Man i hans Blik, mens Vennerne holdt Styr, Og Lys blev over Landet frit leveret Af selve Lucifer som Skagens Fyr! O, skjønne Plet bag Kattegattets Bølger, Hvor Frihedsmænd kan øve bramfri Færd; Men, hvis man ogsaa der demgrumt forfølger, Saa tag dig, Læser, ikke den Ting nær: Om end Fordummelsen lig Stormens Bragen Skal splitte hele Kolonien ad, Saamaa de søge Tilflugt nord for Skagen, — Naa, saa strø Sand paa, og vær lige glad!

Til fælles Trøst I modig annekterte Og Marsvin og Delfiner I dresserte Til vildBeundring for»LarsKruses«Æt. Hvor Skagens Pynt i Taager sig fortaber, Nu de forpinte Lunger suger Luft, Imedens døde Torsk langs Stranden gaber Og minder blidt omlnte-Hjørnets Duft. Hvor Kunsten kasted Anker, kan I male Paany Jer Fremtidnok saa lys og blaa Paa Sandet føres kun sandfærdig Tale, — Ifald det blot var til at stole paa! Og aldrig bli’er Jer frie Tanke blandet Med Hykleri og anden Gejstlighed, Thi hist paa Skagen plejer Flyvesandet Jo uden Vrøvl at grave Kirker ned. Jo, jo! det er et Paradis deroppe Med ingen Æbler eller den Slags i! Og man behøver ej loyalt at hoppe I Folketog og andet Snobberi; Med dragenPensel denbeskedne Plet,

Somm erb illeder.

i -

-

I I. Idyl. frie Mænd, som intet Sted paa Jorden Kan finde Frihed for Jer Frihedstrang, I eneste, som alle duer i Norden, Hvadselv I har forsikret mangenGang! Endnu I har en Plet, hvor I kan være: Den er lidt trang, somAlt i dette Land, Men der kan frit 1 til Jer Fortids Ære Et Mindetempel bygge Jer —paa Sand.

Med dette Numer følger et illustreret Annonce-Tillæg.