S_Punch_1892

35

Pludselig fa re r F ru Hansen op og griber med blid Voldsomhed sin Mand i Armen.

H o v e d s t a d e n s F o r s k j ø n n e l s e .

— »Hansen! . . . . For Him lens Skyld! . . . . der er en Tyv inde i Spisestuen!« — »Du drømm er, Jette. Lad v æ r’ at ligge paa Ryggen, saa ryger nok Tyvene i Lyset.« — »Spøg ikke, H ansen! Det kan ikke væ re nogen anden end Kvæ lertyven, der er brudt ud. Det skrække­ lige Menneske lister sig jo ind i Sovekam rene og lige op i Sengene, — og saa kvæ ler han alle de Mennesker, h an finder i Sengen. Det h a r jeg selv læst i Bladene . . . . Hører du? . . . . nu pusler han ved Døren!!« I et Nu v a r Hansen p aa Benene. At fare hen til Spejlskuffen, gribe en Revolver, hvori der kun m anglede sex Kugler og det fornødne K rudt, og forsigtig stille sig paa L ur bag Døren, — det var kun et Øjebliks Sag. Lidt efter gik Døren op. Der viste sig en Hosesok, der- paa en Arm, og med snigende Skridt gled en fremmed M andsperson ind i Stuen. — »Staa stille, — eller jeg skyder!« brølte Hansen, saa at U niversalarvingen satte i et Vræl af Forskrækkelse. — »Naade!« stamm ede Tyven skjælvende. — »Hvad b e h ag e r?. . . .H old Mund, Dreng! . . . . Hvad behager?« — »Naade! — det er første Gang!« — »Ingen N a a d e ! De skal erfare, hvad det vil sige, at bryde ind hos en fredelig Fam ilie . . . . Vil De øje­ blikkelig gaa hen ogta ’e den Unge!« - »Men H ansen dog . . . !« hylede Fruen. — »Vil De ta ’e den Unge. siger jeg! . . . . Og vil De saa faa ham til at tie, hvis De h a r Livet kjært.«

E n mt get pæn Forening, hvis Hverv er velbekjendt Fra Syd for Knippelsbro til Nord for Blaagaard, Holdt Generalforsamling, og her var Dirigent G. Ha n se n , medens mange Bække smaa gaar I den Forening paa den store A agaard . Først Prokurator H artm ann forsvarede en Plan, Man havde lavet til en flot Fontæne; Det var nu slaaet fast, at K u lto r v e t skulde ha’en, Hvis A arsag A a g a a rd s Ord var inte pæne, Og N e ije n d am var grum som en Hyæne. Skjønt Gud og Hvermand veed, at vort Kultorv er saa slemt Som Nogen, der har Brug for Skjønhedsplaster, Saa vilde dog de Godtfolk ha’e dets Fontæne gjemt: De fandt, at nye Gader mere haster; Des Aarsag blev de udskjældt for »Fantaster«. Den tapre N eijen d am var desuden kummerfuld, Fordi dets fulde Kummer vilde sende En Støvregn over Torvet paa Godtfolks Hattepul ; Det blev en Vandgang, skulde man erkjende, Thi man begyndte med den gale Ende. Men, tog paa H artm ann haardt man, saa afgav dog han strax Et Indlæg, hvor han bød Kritikken Spidsen: Hans Vandkunst fik Storke af den fineste Slags, For de blev modellerede hos B is se n ; — Alligevel var Stemningen » zerrissen « . Med en gemytlig Holm -Gang man endte den Debat, Og med sit Springvand Kultorvet lønnes; Men N eijen d am var gnaven, og A a g a a rd tog sin Hat. — Moralen er: der burde vist begyndes Med Tonen her, hvis Noget skal forskjønnes. L ø n s o m f o r s k y l d t . Det er stille Nat. G rosserer Hansen h a r i to Timer spanket op og ned med Universalarvingen i Armene og sunget to Hundrede Vers af »Rundt paa Gulvet« for at faa de slemm e Tænder til a t voxe lidt hurtigere. Nu hviler han udm attet paa sit L eje; men nogle ildevars­ lende: »Æg-gyh« og »Ær-røh»« henne fra Vuggen tyder paa, at V aabenstilstanden ikke bliver af lang Varighed.

Da Solen brød frem , travede den segne­ færdige Synder endnu op og ned ad Gulvet med den unge Hr. Førstefødte og sang Viselulle, saa det skingrede, m edens Hr. Hansen iaa i sin varm e Seng og sigtede med Pistolen. Saa fik Kvælertyven Lov at slippe og endda 25 Øre i Visse-Løn; men han syntes, de var su rt tjente.