S_Punch_1892

5 0

Som en Umulighed vilde saagar Hos os den være kreperet, Hvis ikke det dejlige V r ø v l , vi har,

V a l g l o v - R e v i s i o n e n .

Mod Døden den har assureret. Nys opkogte Venstres faste Stok En Valgret paa den, m e d H ø g sb r o som Kok, En Ordning at anbefale, Hvor Kredsenes Antal var rigtigt nok, Men Grænserne splittergale. Begrænsning kjender naturligvis En Venstremand sjeldent nøjere; — Men saa fik man extra til V r ø v l e t s Pris En Ode fra selve Hø j r e . Det Højre, som kan uden Skade ses A t lade med Glans halvljerde Snes Kandidater hver Valgdag falde, Skal ikke formaa til den nye K reds­ inddeling at skaffe de halve! Puh! Her er rigeligt Forraad a f Pjank, Naar den S ag skal debatteres: Formedelst at V a l g l o v e n har en Skavank, Skal G r u n d l o v e n revideres! — Ja, V r ø v l e t er den moralske Ret,

O er er en hypnotisk dragende Magt, Der bruger Forhandlerne, rent ud sagt, Som ufejlbarlige Medier, Og som er Sjælen i hver en Ak t A f G u stav V a n w ie d s Tragedier; Hver Ungersvend og hvert gammelt Snøvl Den skaffer aandelig Føde, Ja , uden vort gode danske V r ø v l V a r Livét kun tomt og øde! Vi har en V a l g l o v , der, uden Pral,

Hvori man aldrig sig spiser mæt, T il Trods for al anvendt Møje, Og hvoraf man har mærkværdig let Ved Masser at kunne fordøje. Naar V r ø v l e t bliver i Thinget bagt, Og aldrig et Udbytte følger, »Da ligger deri en unævnelig Magt, Som Dansken aldrig fordølger«.

E r saa desperat og bindegal, Som Publikum kan forlange, Og har sig vist som et rent Ideal A f Uret adskillige Gange;

af d en Redelighed! F or den kunde ikke lægge Vindæg, skal jeg sige dig, og saa er den jo ikke literær! — Ja, men de »lette Dragoner« ? — De staar paa Stald hos S e v e rin . Han holder sig til Fagfolk, siden det ikke lykkedes ham at komme paa den høge Hest som »Sportsmand«. — Naa ja ; der er saa mange Nyheder i disse Dage, at man farer vild i dem. — Det maa Du nok sige, Lassen. Kjøbenhavnerne kan da ikke klage over Mangel paa Fornøgelser. — Saa er det jo rimeligt, at Severin vil se at komme et Par Hesteho’eder foran sine Konkurrenter. — Begribeligvis. Og han er en klog Admiral: Han lader Kasino beholde sine Gutter om Bord, men faar en S e em a n n til at losse en Ladning Dragonheste af paa Nørregade. Naar Carl Møller næste Gang skriver »paa Farten«, maa den da komme til at handle om »Lørupperne«. — Saa er vel tusind og een Nat ude paa Dagmar? Det maa være løjerligt for M a rtin iu s , naar han igjen skal til at ha’ Klæ’er paa. — Aa, han er før gaaet i Tøjet . . . Tøget, vilde jeg sige. Men det var rigtig

— Jeg giver ham den nyeste Udgave af »W. D in e s e n s Retsnaknings-Ordbog for Begyndere.« Den skal indføres i Elev­ skolen, og Brødrene P o u ls e n skal ha’ . . . . have Friplads i Forberedelsesklassen. — Det er vel Spøj? — Det hedder ikke »Spøj«, det hedder Spøg . .. med g. Du har en forskrækkelig Tilbøgelighed til at sløgfe Konsonanterne, Lassen. Vi ere da dannede Mennesker og ikke Papegøger. — Hm, ja! Jeg vil naturligvis gjærne være et dannet Menneske, m e n .............. — Saa maa Du Pinedød lægge dig efter at tale Rungstedsk, Lassen. Veed Du, hvad der er m in Mening? Det er min Mening, at E m il er »en Gøgeunge« med j, der lægger sine kjøbenhavnske Æ g i Kapt. Dinesens Grammatik. — »En Gøgeunge« ? . . . Hvordan er ’et? Er det ikke en af de »lette Dragoner« ? — Nej, det er en Leth H a n se n ; men Du maa ikke sige det til Nogen, for der er Ingen, der aner det undtagen Chefen . . . og Skuespillerne . . . og Publikum . . . og hele den øvrige By. For Resten blev »Gøgeungen« ligestrax opdaget, og det baade med g og j. Den blev saa grundig plukket, at den aldrig slipper levende ud

M a d s e n o g L a s s e n .

— Go'da’, Madsen! — Det hedder ikke: »Go’da’' hedder: godd Dagh . . . med g. — Hvorhen saa hastig?

det

— Til Chefen. Jeg skal op at redde — Vil Du da gi’ ham et godt Raad? — Jeg »gi’er« ikke; jeg giver . . . — Hvad giver Du da, Madsen . . . .

Modersmaalet.

med v. med d?