S_Punch_1892

5 5

have L yst til a t deltage i Fæ llesspisningen en Dag for Deres F ornøjelses Skyld, søde F ru Schrøder, s a a er De naturligvis hjertelig velkomm en, og vi havde jo egentlig ogsaa tæ nkt paa, at vi skulde in g viteret Dem m ed til B ørneballet efter Middagen, m en sa a kom vi i T ank er om> at De kan jo ikke spille til Dans, som De helst skulde) fordi De kun kan Jokum s Vise af »Én Søndag paa Amager« med en Finger, som jo ikke er sa a let at danse efter, og derfor tog vi en gamm el Kusine til P etersen, som er døv, hvorfor hun ikke kan høre sin egen Musik, saa det um ulig kan sjen ere hende. Farvel, søde F ru Schrøder, og Tak for Kaffe.

V e d K a f f e n .

yass;-

Fru Juliam Petersen: God Dag, søde F ru Schrøder, De kan tro, vi h a r haft travlt i denne Tid, for lille Am­ brosius og Thora Dora L eonarda er jo nu blevet saa store, a t det ikke kunde blive ved a t gaa, som det hidtil er gaaet, nem lig at de blev bedt ud til andre Folks Børn, uden a t de nogensinde gjorde Gjengjæld, og derfor m aalte vi jo have et lille B ørnebal eller re ttere Børnem iddag m ed Dans. hvad vi jo nok v ar lidt betænkelig ved i Be­ gyndelsen, fordi der g rasserer jo sa a m eget m ed D ifteritis og al den F luendsa og Mund- og Klovesyge, som d e jo h ar haft oppe i Rigsdagen, og som ikke m aa exporteres til England, og det v ar jo slem t, om Børnene skulde faa det nu m idt i Sæsonen, m en saa bestem te vi alligevel, a t vi vilde have det, og at det kunde jo ikke væ re saa farligt, n a a r de blev desinafiicerede, og det gik jo ogsaa nok saa nydelig, skønt det var i al Tarvelighed. De fik kun lire R etter Mad og tre Slags Vin og ingen Likør til Kaffen, for baade P etersen og jeg finder, a t det er i høj Grad urigtigt a t forvænne Børnene ved a t behandle dem , som om de v ar voxne, og det gik meget gemytligt til ved Bordet, en a f Am brosius’ Venner, der skal have sk rev et et gribende Stykke til det fri T heater om et B arnebarn, der kvæ ler sin gam le B edstem oder, holdt en vittig Tale for P etersen og mig, og P etersen takkede m ed en T ale for den aandsfri Ungdom, og saa talte Am­ brosius for de Voxne og udviklede paa en spøgefuld Maade, hv ordan der dæm rede noget om Opdragelse paa et re alt G rundlag i Stedet for paa det gam le klassiske, og h a n haabede, a t alle hans V enner og K am m erater vilde have en Fornemm else af. a t h an blev opdraget p aa et re a lt G rundlag, nem lig god Mad og god Vin, hvad der ved Gud v a r godt sagt a f Drengen, da han ikke er n aaet læ ngere end til første K lasse i L atinskolen endnu, og saa v ar der en af hans Venner, der talte for Kvinden og sagde, at vel kunde m an se, at S tatsbanedriften m aatte væ re en af de stæ rkeste D rifter i Mennesket, siden den bevirkede, at Folk ikke kunde væ re lu n k n e , m en satte Damp op, sa a Indenrigsm inisteren m aatte brem se dem , m en en endnu stæ rkere Drift v a r dog vist Driften overfor det andet Kjøn, og derfor vilde han sige med sin Sam tidige S o p h u s C l a u s e n i »København«, a t det L ivet drejede sig om, det v a r dog alligevel Kjær- lighed og Geni, og af disse to Ting vilde han og Claussen af visse G runde holde paa Kjærligheden, og efter Bordet tra k H errerne sig tilbage til Rygevæ relset og Dam erne diskuterede Kvindesagen, og de v ar da allesam m en enige om, at det v a r en skrigende Uretfærdighed, a t Kvinderne ikke skulde have Adgang til L atinskolerne, og sa a fik vi Voxne os en lille Svingom im ens, for vi havde nem ­ lig hedt nogle V eninder af P etrine og Frits Grønbæk og nogle af hans V enner til at komme efter Bordet, og P etrin e blev sa a charm eret i en S am aritan, der holder M iddagsabonnem ent i >Politiken«s W eitsjappel, og nu vil hun absolut væ re sam aritan sk Kvinde med Mælke­ grød og Sm ørrebrød i C ircusvariété, og hvis De skulde

K o n s e r v e r e t .

H a r Du Ører. L æ ser? — Ikke Dem i L omm en; nej, m en dem , Som fra alle Ho’eder stikke Lige ub arm hjæ rtig frem , Som fornemm e a lt »von Høren sagen« gjennem Hud og Brusk, Og som ogsaa slaves »Øren« — Selv paa Ny-Scaveniusk. A ltsaa, L æ ser: H ar Du Ø rer? Ak, hvor tidt h a r Du saa ej B andet m angen Lyd, d er kører Lige ind ad denne Vej : Du forpint og haabløs spræ ller, Medens Du om N aade b e’er, N aar de falske T oner væ lder Frem fra N aboens — K laver! Disse Fingre, som din Tænken H ar sa a tidt um uliggjort, Som om Du paa P inebæ nken s Blev med Tidsler gjennem sm urt, Alle disse Fingre peger Ud mod »Volden«, h vor Musik- H am reriets Muse leger — Opad en Maskinfabrik. Thi ved Volden nem lig ligger Et K o n s e r v a t o r i u m , Hvortil Staten kjærlig stikker F ra dets Helligdom udgaa, Og m an m usikalske Koner G ratis kan til Gifte faa. Om det v a r T estators Mening. Er et Spørgsmaal! —Naa, quand même! Blev det ej til en Forening For la crème de la creme, Og om ej en Popper-M enter Klækkes ud, blev dog dets Rum A llenfals for sm aa T alenter Et Slags Crém atorium . Men det kan sa a ra rt forsørge En Fam ilie, ja fler; Hvad kan Staten, m aa jeg spørge. Da vel saa forlange m er? Blot Forsørgelsen ej en a ’ Dagene og før m aaske F a a r det Hele gjort til — en F a ­ m ilie-Begravelse. Mønt pr. P rovisorium ; »Lærerinder« i L egioner

WW ’ H e rm e d fø lg e r e t illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g . 'W 2