S_Punch_1892

70

Evropæisk Rundsjov* F e b r u a r 1892.

Det var alt andet end blide Dage, Aarets Blide- maaned bragte med sig denne Gang. Fra R i o indløb Efterretning om det ene Oprør efter det andet, og i det frie Theater udbrød en alvorlig Opstand mod Bestyrelsen, skjønt denne opbød alt sit Wied for at kvæle Misfornøjelsen eller i det mindste et lille Pige­ barn. Der var imidlertid ikke andet for København at gjøre end at kvæle Graaden og finde sig i Skandalen. Ovenpaa det indløb den allarmerende Efterretning, at Sammensmelterne bavde svoret at fordrive Evro- ■pæerne fra K jø g e , og skjønt Hørup besluttede selv at stille sig i Spidsen for Kjøge Landeværn, er Ud­ sigterne kun .lidet ly se , saa meget mere, som Evro- pæerne i Integade netop i de samme Dage havde indviklet sig i 'en haabløs Kamp med Redaktøren af Dagens Nyheder i Anledning af to latinske „di“ er, som han for et Par Aar siden havde tabt i N a n s e 11 s- gade, hvorved det viste sig, at Politiken havde gjort sig skyldig i ulovlig Omgang med Hittegods. For at gjøre Forholdene endnu mere fortvivlede indtraf en Ministerkrise i F r a n k r ig , hvad der jo ikke kan nytte de herværende Evropæere det mindste, og i N o rg e opstod der en Konflikt i Anledning af Spørgs- maalet om „rene“ norske Konsuler. Forgjæves har F r e d er k B a je r tilbudt sig som Voldgiftsmand og foreslaaet de stridende Parter at enes om at udnævne „Politiken“s brasilianske Konsuler til ogsaa at fungere som „rene“ norske dito, ikke en Gang B jø r n s o n vilde tiltræde Forslaget,' og det saa derfor sort ud i Norge den Dag, da S v e rd ru p blev begravet, og Stor- thinget flagede paa halv S ta n g i Anledning af, at det danske Folkething havde sendt sin Formand derop for at fungere som Bedemand. Den almindelige Bedrøvelighed forøgedes yderligere i T y sk lan d , hvor Kejseren netop havde lovet sine Brandenborgere, at han vilde føre dem herlige Dage i Møde; thi en Del af hans Undersaatter forstod det som et Vink om, at nu skulde man til at „annektere“ paany, hvorfor de strax begyndte med at annektere,, hvad der var at faa i de nærmeste Butikker, til stor' Bedrøvelse for de Handlende, som dog derved virkelig, fik deres Lagere realiserede under Indkjøbspris. Det virkede derfor ganske beroligende paa de' ængstede Gemytter, at der fra A m e rik a indløb Efterretning om, at D ø n n e rg a a rd var kommen lykkelig og vel derover, hvorved Evropa foreløbig er sikret mod hans Annekteringsstræv, og da der endelig kom det glade Budskab, at B o r g e r r e p ræ s e n t a ­ tio n en ikke holdt noget Møde Fastelavnsmandag, saa man ogsaa var sikret mod Hjobsposter fra den Kant, sluttede Maaneden dog altsaa med en efter Om­ stændighederne glædelig Fastelavn. Gode Venner. (Mads Jordemodermand kommer ned til Smedien for at slaa en Sludder- af med Kristen Smed Fastelavns Mandag.)

Naar inte paa Rejse han gaar. Faldera! Hans Undersaatter de har det saa godt, Skjønt ovenfra Grovheder tidt falder a’. Han nylig lod skinne sin Naades Sol I B randenbur g, hvor en Middag man ga’e; Men saa sprang han op paa en Talerstol, Og saa veed hver Tysker, hvad der falder a\ For Kejseren tog sig slets inte i Agt Med, hvad han omRossbach og Dennewits sa’e Og denne Wits skulde han inte ha’e sagt, Som blev Resultatet i alt Fald dera’: Thi Kejseren til sine Landsmænd sa’e, At Misfornøjede vil han ej ha’e, Hvis de med det første rejser derfra, Vil Tyskland ikke faa Forfald dera’. Men, da de havde faa’t den Besked, Der lød paa Forvisning fra Landets Papa, Ja, saa blev hvert »Tageblatt« lynende vred, Og Læserne fik ogsaa Anfald dera’. I Pressen man mødte med Smertens Hyl I Stedet for lydig Billetten at ta’e, Og det var nu blot for hans Tales Skyld, Skjønt Mage til Samme hver Dag falder a\ De snærtede turde ej slaa igjen, Det blev vist for farlige Løjer. Uh ha! Men saa holdt de Smaa paa Gaderne Spænd, Skjønt de fik et sørgeligt Udfald dera’. Thi Politiet dem banked’ i Flæng Og vilde slets inte la’e vær’ med at sla’. Hver Gade- og Inte-Gadedreng Fik noksom at føle, hvad der falder a’. Og saadan fik hele Rakket da Prygl, Samt no’en af de pæne Folk ogsaa Dada, Og det var vist blot for den Tales Skyld, Som kun i den »sittliche« Stat falder a’.

Mads. Godav, Smed, aa glædeli’ Fest.