S_Punch_1892

71

Kristen. Tak sæl, Mads Jormormand. Ded æ hel­ sen ingen Helledav idav. Mads. Jo Gu’ er’ ed en Helledav. Du ska1 dov itte fo mæ te’ aa opgi’ min Barnetrow. Kristen. Præsten præker dov itte idav. Mads Næ-j, ded gjør han jo rigtinok itte. Men-se somti saa præker Præsten, aa somti saa præker han itte, aa derfaaka’ ded sgu godt være Helledav illirenvel. Jæ vil nuseje for Ægsemiplum Mikkelsdav, da præker han heller itte og ded æ dov en Helledav. Kristen. Ded ka' der være noued i, Mads. Mads. Ja, ser Du, om a man saa vil hulle dom, ded blier jo en a’en Sav. Du æ nu kuns Smed, aa Du ka’ ka’ske itte hulle .dom helli, faadi a’ Du kuns æ en Haan­ dens Arbeder. Men ser du, nu. for Ægsemplom mej, som æ Jormormand,og hvem som helsen arbeder i et aande- ligt Kald, somman si’er, de maa Fa’enædeme hulle Faste­ lavnen helli. Kristen. Ded kan der være nouet i.' Mads. Ser Du — jæ har tidt spikkeleret over, hva’for a’ Fastelavnen ejentlig ska’ være en Helledav. Ser Du, Jul aa Paaske aa Pinse, dem hade Jøderne aasse, men Faste­ lavnen den troer jæ dov itte, a’ de kjendte. Men ved Du, hva jæ tror, a1 de kommer a’ ? Kristen. Næ. Mads. Ded kommer vist a\ a’ de itte maa æde Skinke med Langkaal. Ja, se om ded nu æ Skinken eller Langkaallen, a’ de itte maa æde, de1 æ jæ Fa’enædeme itte Mand for aa huse, men en a Dielene er ’ed. Kristen. Ded ka’ der være noued i. Mads. Men a’ de’ er en Helledav, dedka’ man da tydeli’ se derav, a’ de1 æ’ ingrettet saadden i Almenakken, a’ den falder paa en Skoddav. Ved Du de\ Kristen, a‘ idav saa maa Fruentimmerne fri? Kristen. Næ! Mads. Ja, jæ æ sgu glad ve’ a jæ dov har min Kvinde. Hun ku’ sgu helsen ha gaaet hen og faaliebet sej i Dej, ha ha ha. Kristen. Ha ha ha — ja, ded var sgu ’tte det vær­ ste aa bli’e Jormormand. Mads. Næ, ded æ dov li’som jæ vil si’e et offentli’

Embede. Naa, Din Kone var jo heller itte saa skidt, nouet ha de hun da altid, aa saa va der jo de’ overmaade til­ talendes aa behaveli’e ve1 hinner, a’ hendes fadste Mand aasse va1 Smed, saa a’ Smedjen stod parat li’e te1 aa flette ing i. Kristen. Ja, ded var sgu aasse næstendiels dæfaa, a’ jæ to hinne. Aa saa æ der jo det overmaade regederli’e ve1 en Enkekone, a1 hun æ vant te1 Turen, saa a1 man itte behøver- a’ gaa aa opdrave paa hinner. Jæ ku1 sgu godt ha faaet en Gaardmandsdatter, om jæ hade villet, men ded æ dov itte nær aa rijælt som mæ en Enkekone. Mads. Ded haa’ Du Ret i, Kristen. Ded værste æ, a1 Enkekonerne de gi’er itte min Kone saa mejed aa be­ stille. Kristen. Ded gjør de vel itte. Men Du ka’ da itte klave paa vos. Mads. Ded ka’ jæ itte, Kristen. Men Du haa1 jo aasse go’e Forretninger faa1 vos. Min Kones Hånd­ tering slider godt paa Hesteskoningerne. Kristen. Ded gjør 'en. Mads. Ja, ded æ sgu næsten et hielt Levebrød for Dig. Du æ aktoriseret Jormorsmed. Kristen. Ja, men I ka’ dov være glade ve’ a’ I har mej. Ved Du hva’, Mads, hvis a’ Du sku’ gaa hen aa krapere, saa var ’et dov i Grunden itte mer end rimmeli’t, a’ jæ arvede Din Kone. Jæ har dov baade Intellegensen aa Danelsen, aa jæ æ da aasse nouet mer end et almenli’t Bundebæst. Mads. Jamen Du haar jo sæl en Kone, Kristen. Kristen. Ded har jæ, men hun haaller vist itte mej ud, ikke. Hun æ jo mæjet ældre. Dej kan det jo være li’e møjet, hvem a’ der ska’ ha Embedefc etter Dig, naar a’ Du itte sæl ka’ behulle ded, aa vi har dov altid væ’t saa go’e Venner. Du ka’ dov si’e ded til Din Kone. Mads. Ded ska’ jæ, Kristen. Men der er vist længe te’, a’ Du ka’ komme te’ aa tiltræde Bestillingen. Kristen. De gjør heller itte noet, Mads. Jæ tænker mest paa de gamle Daue, naar a’ man er be’en skidt a& aflægs. Ja, nu maa Du ha’ Favel, Mads. Mads. Favel, Kristen, aa glædeli’ Fastelavn.

I Mylren møder De ganske vist, Hvad mulig Dem overrasker, Adskillige Venner her og hist, I ret forbløffende Masker. Det frie Theaters Spillemænd De træffer, hvad knap De troede, I Salen som fuldt Orkester igjen. Dirigeret af — Ove Rode! Forleden revnede hans Gongong; Men nn, naar Tordenen miler, Saa sker det paa en anden Facon Med Bredahls •Stormskjoldbulder«. Man stoler ikke paa G-ustavs Vid Eller Eedvards Elegancer; Til Christian Hvid Bredahl man slaar sin Lid Og saa til Georgs Séancer. Blandt vore notable Rigsdagsmænd Der er nu something rotten; Høgsbro er kommen hjem igjen, Og han er gal i Kalotten.

Hørup spanker omkring hel stolt Med brovtende Bram og Brasken; Men omhan iGrunden er bjøbt eller solgt, Det aner man ej under Masken. Han lader stadig som Ingenting Og synes glad ved det Hele, Imedens hans fidu s Achaies, Bing Sin Kage forsøger at mele. Blandt Pressens Mænd er flere meldt fra; Vi saae jo, at Peter Nansen Af Carstensen blev klædt nydelig a’ — Saa han kan ej møde til Dansen. Abraham s, Cetti og Øste rg aard Og Ferdinand Schmidt, de agter At møde nok saa gemytlig i Aar I Mikadoens aflagte Dragter. — Der er Masker nok i den muntre Sal, Musik af et flot Orkester! Til Karneval! Til Karneval! Velkommen, højstærede Gjæster!

Til Karneval!

Til Karneval! Til Karneval! Frisk Mod til de muntre Fester! Følg med os ind i den lyse Sal, Og se paa de støjende Gjæster! Højstærede! vær kun ikke genert! Spil ikke den gamle Kone ! Thi, selv om De ikke er præsentert, Er Ptmch Deres Cicerone.

flWF* Hermed følger et ill u s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .