S_Punch_1892

74

Hos T y s k e n om en Kejsers Skjæg Og Tale lød Pendanter Til alt det Anarkistepræk, Som Tiden her forlanger. De røde Hunde samme Steds Var anarkisteglade; Med dem man dog gjør kort Proces, Men lang med visse Blade. Kun et Sted skorter det paa Nyt, Og det er just herhjemme, Hvor Thinget ta ’er sig en Disput Om » R e n h e d s k r a v e t s « Fremme. Ak ja! Thi hver eri Venstremand

Rundt paa Jorden.

Hos J e p p e T a n g maa lære, At Taburette vindes kan Ikkun i Tugt og Ære.

Odin — En Civilist.

D e t gaar saa herlig overalt, Hvor man sit Øje vender, Saa, „ P o litik e n “ ufortalt,

Jeg skal i Dag, mine ærede Tilhørere, henlede Deres Opmærksomhed paa en af vor nordiske Folkedigtnings Perler, som desto værre altfor længe har henligget uænset af den videnskabelige Forskning. I al sin ædle Simpelhed lyder Digtningen, som følger:

Hvert Blad har banlyst »Ænder«, Fra N o r d k a p til de g r æ s k e Øer Er nok af Spalteføde, Som kan en graadig Redaktør Tilværelsen forsøde. I B j ø r n s o n s frie n o r s k e Stat Man vilde proklamere Det rene norske K o n s u l a t Og Festtog arrangere; Men, just som over S t e e n og Stok Det skulde fremad drage, Kom Planen fra den »røde« Flok Som Lamperøg tilbage. Blandt G r æ k e r n e man med en ny Ministerkrise møder, Fordi selv »Grækere« maa ty Til Hjælp hos deres Jøder. E t »Flertal« holdt paa »skarp Protest« Trods Manglen paa Kontanterne, Men syntes først, at det var bedst At mule » P r o t e s t a n t e r n e « . I F r a n k r i g gik alligevel C o n s t a n s , sgu, bag af Dansen, Han la g d e n e d s it Sværd m e d Hel­ te sm il p a a L A U R b æ r k r a n s e n . Nys slog han kjækt paa Ærens Mark Og sparked’ med det samme, Til Skæbnen med sit Æselspark Blev mægtig ham at ramme.

Rødgrød med Fløde paa, Rødgrød med Fløde paa, Med Fløde paa! ;| Det var det første Vers, Nu kommer det andet Vers. :j Rødgrød med Fløde paa o. s. v.

Det er indlysende, at denne Digtning ikke blot er et Pragtexemplar af nordisk Fynd og Tankerigdom, men et Tidsmaleri af uberegnelig Værdi. Digtets Længde, der bog­ stavelig talt er uendelig, vidner om den Energi og Taal- modighed, hvormed vore Fotfædre søgte efter Løsningen af det store Problem: perpetuum mobile. Netop i dette Digt kan Løsningen egentlig siges at være funden. Men For­ herligelsen af den nationale Ret »Rødgrød«, der ved den geniale Tilføjelse: »med Fløde paa* ligesom forædles og løftes op i en højere Sfære, røber tillige en gribende Kjær- lighed til Fædrelandet og dets Frembringelser. Digtningen maa altsaa skrive sig fra Folkets daadkraftigste Periode. Saavel formaliter som materialiter er Digtet aabenbart kun et Led af et større Hele, den saakaldte »Gummi elastikume’s Gruppe. Spørgsmaalet bliver da, hvorledes og hvorfor det har faaet justdennePlads anvist. Intet er lettere at besvare. — Ser vi paa Ordet »Rødgrød«, vil det i denne For­ bindelse umulig kunne opfattes som den almindelige Frugt­ grød. Denne fandtes kun om Sommeren. Digtets uendelige Længde, der vilde være ganske utænkelig under Sommerens mangehaande Adspredelser, er derimod et uomstødeligt Kriterium for, at det skriver sig fra Vintertiden med dens