S_Punch_1892

2

En Sommer med nedsat Ration paa Væde; En Stenbro, som bestaar overalt, Hvor Foden man sætter, af bedste Asfalt, Endogsaa i Brolæggerstræde; En Sammensmeltning med fast Disciplin Blandt Moderate og Andelssvin, Hvor J e n s med det klinkede Postelin Gjør Fiasko som Bondefanger; En K je l l a n d , der lander som Overkanin I O f t e d a l s eget S t a v a n g e r , Mens B jø r n s o n møder med Bispestav Og fremmer mægtig sit Renhedskrav Endogsaa i „ Københavns “ Personalia; Hvor B a je r har afskaffet Orlog og Krig, Selv S c h ø l l e r og L a u t r u p drikker Forlig Og T ie t g e n gaar i Kompagni med. G e d a l i a ; Ad V il h e l m B e c ii og hans himmelske Hære, Og, hvad der er allermærkværdigst, vor kjære K ommu n e s Skatteprocenter synker, Imedens dens Bygninger smukt lader være! — Mer er der vel ikke, man kan begjære! N y a a r s -G ra t ia le r . I skien Overenstetnmelsé med sin ofte beundrede M enneskekæ rlighed har P u nch ikke nænnet at holde N yt­ aar uden at øse af sin aandelige Rigdomskilde til Gavn og Glæde for værdige Trængende. Ingen fremadstræbende Søn af sin Fader behøver i vore Dage at tvivle om, at han kan blive D igter til Paaske. Men den besværlige K unst at hitte paa gjør som oftest vore Digteres Paaskeæg til Vindæg. Ptm ch har derfor lindret et længe dybtfølt Savn ved at udpønske en Samling Sujetter, der i en mæg­ tig Grad vil bidrage til Aandslivets Fremme i det kom ­ mende Aar. Modtagernes Tak forventes ikke, og A fbe­ nyttelse uden K ildeangivelse tilstedes. Til D ig te r Gjellerup. E t tragisk Drama i to Billeder, betitlet: H a n d e l og Vandel. Første Billede: V a n d e l. — Den eneste nulevende D igter i Danmark pr. Hellerup fremstilles kravlende op ad H elikon. Han har ikke i længere Tid været med paa Noderne, eftersom han har ment at have (K ancelli)-R aad til at s c h j ø t t e sig selv. Nynnende et af W agners lede Mo­ tiver anraaber han Muserne om Bistand, men de slaar. alle en Seven-Bom for hans Tilnærmelser. Som født Over­ menneske skriver han sig da sin egen Moral paa sin F ri­ billet til Dagmar, hvorefter han dør i Skjønhed med egen­ hændig fabrikerede Lavrbærblade i Haaret. A ndet Billede: H a n d e l, et Efterspil. — Den navn­ kundige D igter fremstilles kravlende op ad Dagmartheatrets Trapper, uden at ænse Forbudet: »Al Handel med Seven­ bom samt Opbæring af Overmennesker frabedes.« Tableau ! T il D ig te r Benzon. E t aandsfrit Lystspil i fire spændende A kter, aftappet paa To-Unzers-Ricinusflaske: Vandgangsmænd. Handlingen foregaar paa Plim solleristernes General Hvor alle de fremskredne literære Bohemer og indfødte Evropæere Aldeles ikke paa Næsen rynker

G læ d e lig t N y ta a r.

l i t Aar, som er næsten splinternyt, I Dag vor Hyldest vi bringer, Og, lig en Profet, der er nix forknyt, Paa Inspirationens Vinger Vi løfter en Flig af Fremtidens Slør Og gjør os bekjendt med de rare Sager, Som Anno T o - o g - h a l v f em s udstrør Af sit righoldige Lager. Først lover det glædelig Guldbryllupsfest, Hvor H ø g s b r o selv synes, det er bedst At gjemme sin forrige skarpe Protest Og møde ved Hove som velset Gjæst Blandt fødte Hartkornsmagnater; Og saa har man Udsigt til nye Legater, Besøg af Alverdens. Potentater, Ja, selv til medgjørlige Demokrater, Hos hvem endogsaa Loyaliteten Saa flunkende nye Spor har sat, At T a u b e r selv egenhændig sin Hat Tager af Ho’det for Guldkarethen; Den højeste Oplysnings „ Hofnyt “ har I Sinde at give Topmaal paa Skjæppen, Ja, V ig g o B e n t h e im møder saagar Med Dannebrogsvimpler paa Hasselkjæppen. Vær ikkun glad for det nye Aar! Heri det godtroende Publikum faar En F r i h a v n foruden Gjennembrud, Naar Vandet af samme skal pumpes ud; En F a l l e s e n uden Underskud;