BorgerIDetGamleKøbenhavn2_1969

keligheden ingen fritid tilovers om hverdagen til familieliv og adspre­ delser. Søndagsarbejde blev først forbudt i 189 1 , og ferier var et ukendt be­ greb. Grundlovsdag og 1 . maj var de fridage, der var anerkendt. Børnearbejde var almindeligt i sidste halvdel af forrige århundre­ de. Børn under 10 år arbejdede i tændstikfabrikkerne, tobaksfabrik­ kerne og på glasværkerne. Normalt arbejdede børn en halv dag på 5-6 timer og gik så i skole den anden halve dag. Først 1873 blev det for­ budt at beskæftige børn under 10 år i industrielle virksomheder. Det var dog ikke blot industriens arbejdere, der måtte slide hårdt for føden. Butiksfolket var ikke stort bedre stillet. Lukkeloven kom først sent, og før den tid bestemte de en­ kelte handlende selv, hvor længe de ville have åbent. Arbejdsdagen sluttede dog ikke ved lukketid. Der skulle ryddes op og føres regnskab over dagens salg, før det var fyraften. Kom der kunder i det tidsrum, blev de ikke afvist, når blot de benyttede butikkens bagdør.

utålmodige hornsignaler og knallert­ larm, som vi har den i vore dage, er langt mere enerverende, trods gum­ mihjul på asfalt. Arbejdsdagen var lang. På dette område skete der først en ændring i slutningen af århundredet, da arbej­ derne som samfundsgruppe var så stærk, at de kunne gennemføre deres krav om kortere arbejdstid. For en fabriksarbejder begyndte arbejdet kl. 6 og varede til kl. 19 , altså 13 timer. Der var normalt pau­ ser i arbejdet på ialt 2 timer hver dag: Frokost mellem kl. 8 og 830, middag fra 12 til 13 og eftermiddagsmad kl. 1530 til 16 eller lidt senere. Selv om arbejdstiden derved kun blev 11 timer, var det drøjt nok. Den sidste time, fra kl. 18 til 19 , kaldtes betegnende nok for slavetimen. Hos mange arbejdere var trætheden så stor, at det gik ud over arbejdet, og på mange virksomheder forsvandt denne forhadte time ved en frivillig afkortning af arbejdstiden. Medvirkende hertil var, at mange arbejdere havde lang vej at gå mel­ lem hjem og arbejdsplads. Var der en times gang hver vej, var der i vir­

40