WeysesMinde_1916

havde ham at takke for sin Stilling i Roskilde, idet Weyses Anbefaling havde gjort Udslaget. „Færdighed“, skrev Weyse til Müller, „har han nok af, ogsaa er der gode Ting i hans Komposition, men en Vindbeutel er han; hans Fingre løbe over Tangen­ terne, som om de var gloende, og det stakkels Orgel kunde kun meget sjældent faa Tid til at give en or­ dentlig Tone af sig. Det klang, som om det bestandig tremulerede og manglede Vind. Min Teint er bleven ganske fordærvet, ja næsten sort — af bare Ærgrelse“.