WeysesMinde_1916

det kunde ikke gaa an at lukke Øinene. Navnlig maatte Hænderne følges. Thi de gjorde ikke blot Kunster paa Klaveret. Naar Begeistringen kom over ham, foer de ud til Siderne eller høit op i Luften og de faldt „næs­ ten altid“, sagde den store, men ældre Pianist Mosche- les — ned akkurat paa den Plet, de skulde. Ogsaa vakte han Opmærksomhed ved sin „ironiske Holdning“, som han hyppig sagdes at indtage. Paganini havde nylig i Paris vakt Sensation ved trods sin meget omtalte Gjerrighed at tilstille Berlioz en Takkegave paa 20,000 francs i Anledning af dennes Harold Symphoni, som havde begeistret ham i aller- høieste Grad. Han havde hos Berlioz fundet det nye og Uhørte, som han selv stræbte efter. Til disse gjærende Magter sluttede Liszt sig, og i alle hans Diablerier laa der Noget, der ligesom søgte ud i Fremtiden, noget Kevolutionært, Noget, der bryder sig en Yei trods alle Vedtægter og Hindringer. Anelses­ fuldt stod han foran Fremtidens endnu næsten lukkede Dør, hvad Samtiden havde en Følelse af. Paa Klaverets eget Omraade traf Liszt den i Paris boende polske Komponist Chopin, den mest aristokra­ tiske og mest melankolske af alle fremragende Kom­ ponister, hvis Værkers Poesi fik en saa sær, egen Farve ved, at hans ulykkelige Fædreland dannede Baggrund for saa mange af dem. Chopins Værker synes inspire­ rede af, ja fremvoxede af selve Klaverklangen, og den nye Klavermelodi, der herved dannedes, fik sin store Betydning for Klaverspillet. Selv var Chopin Virtuos, 102