WeysesMinde_1916

Søren, der just var hos mig, da jeg fik dit Brev; det samme udraabte Frantz Hansen, der i samme Øieblik traadte ind ad Døren, det Samme udraabte alle Sørens Spisegjæster, hvem han ikke kunde dy sig at meddele det som noget ubegribeligt. Og det Samme tænkte jeg og skrev Dig derfor øieblikkelig til, skjøndt i største Hast og Mørke“ . Efter nogle Dages Forløb gik Weyse til Clausen, der næppe vilde tro sine egne Øren. Weyse erklærede til Theodor Hansen, at nu var Sagen forbi, og han skulde ikke mere tale om den. Men han dyede sig dog ikke i et Brev Dagen efter for at komme tilbage til den. Thi hans Ærgrelse kom paa Kogepunktet, idet Chri­ stian Wulff gav Møde lige frisk fra Nysø og tilfældigt nævnede Amtmand Neergaards som en af de Familier, han der havde haft Omgang med. Weyse fik da at vide, at Wulff ansaae denne Familie for en af de elsk­ værdigste, han kjendte. De førte et aldeles borgerligt Liv, kun to Gange om Aaret var der Stads-Selskab, ellers indskrænkede deres Omgang sig til endel af de­ res egne og Nabo-Familier. Da Wulff nu fik det pas­ serede at vide, sprang han op og udraabte: „Han er gal! En ordentlig Huslærer havde det der som en Søn af Huset. “ Da han spurgte om Grunden til Afslaget og fik det paagjældende Brev at læse, sagde han: „Men det er jo det rene Sludder uden ringeste Menneske­ forstand“. „Og jeg“, tilføiede Weyse ved at referere dette, „var alt for beskeden til at modsige en Kaptain- Lieutenant“. 130