WeysesMinde_1916

Lægen erklærede efter den nøiagtigste Undersøgelse, at Døden var fuldkommen sikker. Den 13. Oktober blev han bisat i Frue Kirke. Stiftsprovst Paulli holdt en smuk og hjertelig Tale, en Kantate af 0 øhlenschlæger til Musiken ved Frederik V I ’s Bisættelse og en Sang af H. P. Holst blev sungen. Den Afdødes udtrykkelige Ønske om at begraves i Roskilde skete Fyldest, han førtes derhen og jordedes paa Graabrødre Kirkegaard. En Komité i Kjøbenhavn indsamlede til et Gravmonu­ ment og lod det udføre, en mægtig Stenkiste med Laag, hvorpaa Navn, Fødsel og Død. Komitéen vidste næppe, at det sagdes, at Weyse havde udtalt, at han ikke paa sin Grav vilde have Noget, der trykkede og tyngede, saa han ikke kunde faa Veiret eller reise sig, naar Vorherre kaldte paa ham. I Roskilde havde han skrevet de fleste af sine Morgen- og Aftensange, som Ingemann havde digtet i Sorø. De to havde sent fundet hinanden og lærte næppe hinan­ den synderligt at kjende, men Sympathien var stor, og Ingemann skildrede, længe efter Weyses Død, denne i sin Roman „Landsbybørnene“ som Professor X , der er tegnet som kun en sand Digter kan gjøre det, der ledes af Sympathi og vil Sandhed. De to ældgamle, saa skjønt beliggende Byer forene­ des ved de to store Kunstneres Baand, men Ingemann hørte hjemme i Sorø og Weyse var kun Gjæst i Roskilde. Men den Sidstes Kjærlighed til denne By var og blev en Lidenskab, hvori hans Danskhed og Kunst- begeistring smeltede sammen. Og Roskilde fik en saa 157