WeysesMinde_1916
lig skulde tænke ved en bevidstløs Gud, og han sva rede, at Hegel kaldte det: „Substans“. Bravo! tænkte Weyse; der have vi et Navn og dermed kunne vi gaa hjem og lægge os. „Det fornuftige, paa det naturlige Standpunkt staaende Menneske“, vedblev han til Mar- tensen, „burde omhyggelig vogte sig for Metafysikens Mikroskop, hvorved de fire Grundideer: Gud, Frihed, Udødelighed og det høieste Gode blev mærkeligt ukjen- d e lig e ; ligervis som Ynglingen, der betragtede en ung P iges Ansigt gjennem et Mikroskop og fandt det at være Intet mindre end smukt“. Martensen lo over Sammenligningen og mente, at det netop var Filosofi ens Opgave at bevise disse Ideers Realitet. Enhver b lev ved sin Mening. De adskiltes meget venskabeligt. „Men nu“, sagde Weyse, „efter at have gjort nærmere Bekjendtskab, kan jeg godt lide Manden“. Hos Sibbern var han i stort Selskab, i Anledning af den gamle Ipsens Fødselsdag, hvor Fruens Broder, Theologen Harald Ipsen, ikke helt upaavirket af Punsch og Champagne, holdt en lang Oration, der dreiede sig om, at W eyse skulde forklare Heiberg Forskjellen mel lem katholsk og protestantisk Kirkemusik, for at Hei berg siden, efter at have slaaet den behørige Hegelske Sauce derover, kunde beværte alle Hedninger dermed og udbrede vor fælles Roes. Tillige skulde Weyse stu dere Hegels Filosofi og høre Heiberg og Martensen. Han blev stødt, da W eyse protesterede derimod, og mente, at denne havde aldeles Uret, da man dog paa en eller anden Maade maatte søge |it tilfredsstille sin
81
£
Made with FlippingBook