591167820

rette, var med hver Dag blevet Foreningens Medlemmer mere klart; den kunde jo dog umuligt tage sig af alle Kjøbenhavns trængende, og desuden stemmede det kun lidet med dens Øn­ sker at fremme Dovenskab og aandelig Umyndighed hos de fattige ved at hjælpe illæng. Og hvad Foreningen havde be­ holdt, var jo mere end tilstrækkeligt for dens Kræfter. »Vi stræbe efter meget, hedder det, Ber. 22, idet vi søge at tage os tilgavns af nogle af de mange fattige syge, der findes her i Byen, og saaledes at sætte nogle fattige Forældre istand til atter at tjene Brødet til deres smaa, hjælpe nogle haardt pla­ gede Mødre med at pleje deres syge Børn, og lindre nogle stakkels svindsotiges sidste Dage.« Der gøres opmærksom paa, at der er Sygdomme, under hvilke, altsom Kræfterne aftage, Trangen til nærende Føde bliver større. Skaffe Sygdom og Elendighed bort, kan man ikke; men hindre, at Mangel paa styrkende Føde øger de døendes Lidelser, hindrer Reconvales- centerne fra atter at komme til Kræfter, det kan og bør man. Man havde altsaa sat det som sit Formaal, ene at have Op­ mærksomheden henvendt paa de syges Pleje; men saa maatte man ogsaa sørge for, at Hjælpen her ydedes tilstrækkeligt. Det var altsaa det ny, at man ikke længere nøjedes med at have gjort noget til Vederkvægelse og Lindring; nej man vilde gøre, hvad der overhovedet lod sig gøre, forat man saaledes kunde sige, at man havde udrettet noget virkeligt godt. Men saa maatte man ogsaa opkaste sig det Spørgsmaal: hvad skulle vi gøre, forat Patienterne i Sandhed kunne faa, hvad de efter Lægernes Forsikring trænge til, Sygemad for de syge, styrkende Føde for Reconvalescenterne, og derom maatte man sige sig selv, at det ikke var gjort med, at man leverede dem Anvisninger paa Te, Sukker, Kød osv., de fattige have over­ hovedet kun altfor lidt Forstand paa at føre en Husholdning,