591167820

sin Hjælp videre at komme til at øve et Formynderskab over de fattige og at holde dem i en Umyndighedstilstand, der kunde gøre dem sløve og ligegyldige for deres eget Vel og røve dem den Selvstændighedsfølelse, som Mennesket i alle Livets Stillinger trænger til for ikke timelig og aandelig at gaa tilgrunde. Men saa vilde man ogsaa, hvor man antog sig et Menneske, virkelig hjælpe, og slap ham da heller ikke, før han var fuldkommen helbredet. Saa var det da under det alt- sammen det velsignede, at Plejeforeningen gennem alt hvad den udrettede lod den Fylde af Kærlighed, som gik gennem dens Virksomhed, ret komme til at skinne igennem, derved fik ogsaa dens Hjælp saa velsignet en Indflydelse paa den syges aandelige Liv og banede Vejen for Livets Vidnesbyrd til mangt et forhærdet Iljærte. »De forskellige syge, som vi have lært at kende og faa kære«, saaledes udtrykte Forstanderinden sig ved et Aarsmøde; ja under Gerningen for de fattiges Vel lærte Damerne ogsaa de fattige at kende og at skønne paa den Trofasthed og Kærlighed til Slægt og Venner, som endnu findes hos Kjøbenhavns Almue. Nej man skyndte sig ikke at blive af med de syge, og hvor Sygdommen ikke vilde vige, holdt man fra Aar til Aar fast ved dem, saa man slap da heller ikke for »gamle Pen­ sionister« og vil vel aldrig slippe for saadanne. Men i de fleste Tilfælde er og bliver Hjælpen en midlertidig. Foreningen modtager syge paa ethvert Sygdommens Stadium, og ofte er det kun i faa Dage at den bidrager til at lindre disses Lidelser. Men i det Tilfælde, hvor den syge kommer sig, gælder det at øve den rette Begrændsning og at forstaa, naar man skal og bør indstille Hjælpen og trække sig tilbage. I Aarene 1873 og 74 gjorde Plejeforeningen et Forsøg med at antage sin egen Læge. Anledningen dertil var følgende: