591167820

dem til Hjælp; forud for dette Selskab har Vejen været kendt op paa Tagkamrene, hvor nødlidende og syge kæmpede og lede. Men en Forening med det Formaal, at hjælpes ad med personlig at antage sig de fattige, kendte man, saavidt jeg ved, ikke, før den kvindelige Plejeforening i saa Henseende brød Banen. Vel ved jeg, at der allerede fra Aaret 1821 har be- staaet et »Sygeplejeselskab« for det mosaiske Trossamfund, men hvorvidt dette ved Siden af den legemlige Pleje har sat sig som Formaal at udøve en aandelig Indflydelse paa de syge, er mig ubekendt. Den, der hos os ikke blot var den første, hos hvem Tanken om en kvindelig Plejeforening opstod, men som ogsaa fik Sagen sat i Gang og rundhaandet understøttede Virksomheden fra Aar til Aar lige til sin Død, var Kong Christian den Ottendes Hustru, den ædle, kristeligsindede Dronning Caroline Amalie. Naar hun kaldte de danske sine kære, elskede Børn, da var det i hendes Mund mere end en Talemaade; ti hun var virkelig en Moder for sit Folk og omfattede som saadan hele Folket, høje og lave. Men navnlig følte hun sig som en Moder for de ringestillede i Folket, Smaabørnene, de fattige, de syge. Hun stræbte da altid at virke til deres bedste, men ikke som den, der fra sit høje Stade kun seer de smaa som fra det fjerne. Nej, som en virkelig Moder traadte hun dem nær og lod sig finde iblandt dem. Højhed gør ydmyg, det vil altid være Tilfældet, hvor hos den, som er stillet paa en over­ ordnet Plads, Kristentro fylder Hjærtet. Der var vel ikke ret mange, der i de Dage forstode Dronningen, de mægtede ikke at opfatte det Dyb af kristelig Kærlighed, som hendes Sjæl indesluttede. Just fordi hun var Dronningen, Folkets Moder, og hun med moderlig Kærlighed omfattede sine Børn, kunde hun ikke holde sig fjernt fra dem, der stode hendes Hjærte saa