591167820

det var liende, som for en 40 Aar siden fattede den Tanke, »ogsaa lier i Hovedstaden at stifte et Samfund, lios hvilket syge og lidende kunde søge Hjælp og Trøst, og som værnede om denne Forening og støttede den med usvækket Interesse indtil sin Død«. Og saa vil jeg dertil kun føje, at Navnet, som Samfundet bærer, bør minde Folket om, at det er sat til at værge sin fromme Dronnings Minde, og saalænge dette lever i Folket, maa dette ogsaa vide at værne om den Stiftelse, der bærer bendes Navn og er besjælet af hendes Aand. At vor nuværende Dronning, Ilds. Maj. Dr. Louise, der til­ strækkeligt har vist, hvor varmt ogsaa hendes Hjærte slaar for de fattige og lidende, har overtaget Protektoratet efter sin For­ gængerske, er et Vidnesbyrd om, hvormeget hun paaskønner hendes Værk, og hvor varmt ogsaa hendes Hjærte slaar for hendes Minde. Ikke mange Aar efter den kære Enkedronnings Død led Foreningen et andet Tab, der for saavidt var endnu smerte­ ligere, som det var en yngre, som blev reven bort midt i den Gerning, hun trofast og opoffrende røgtede til Foreningens Tarv. Det er Forstanderindens, Frk. Mathilde Meinerts Død d. 2Gde Febr. 1887, som her sigtes til. I længere Tid havde hun skrantet; men der var næppe nogen, der anede, hvilken Orm der maaske allerede i liere Aar havde gnavet paa hendes Livs Rod, da hun efter et kort Sygeleje døde G03/i Aar gammel. Fra Barndommen af havde hun været af en saare virksom Natur, og i alt hvad hun foretog sig, gav den vordende Hus­ moder sig tilkende, idet hun tillige med Kærlighed og Forstand saa forunderlig forstod at pleje og at frede, hvor det gjordes behov. Da Haabet om Livslykke i en tidlig Alder var bristet for hende ved hendes Forlovedes Død, var det hende længe