591167820

svært at komme til Selvfornægtelsens Fred, og at søge og tinde sin Glæde i at leve for Plejeforeningens syge og fattige (hun havde været Medlem siden 1849). Men da saa hendes Frelser tog sig af hende og skænkede hendes Fjærte Fred, bar han hende med det samme ind i det, der skulde blive hendes Livsgerning. Hun voksede aabenbart mere og mere sammen med Plejeforeningen, som hun oflrcde hele sin Kraft, navnlig efterat hun havde overtaget Forstanderskabet, saa man kan vel sige, at hun havde ikke mange Tanker, der ikke drejede sig om Foreningen og dens fattige syge. Efter hendes Død fandt man efter hende et Papir, hvori hun udtrykte det Ønske, at det lidet, hun efterlod sig, maatte komme det Selskab til­ gode, som hun havde levet og virket for; andet Testamente fandtes der ikke efter hende; men det var jo da ogsaa nok for hendes Slægtninge, og saaledes blev det Legat til, som i Regnskaberne er opført med hendes Navn. Ved Mødet den 8. Marts 1887 ytrede Kammerfrøkenen om den afdøde Forstander­ inde: sjældent ja aldrig havde hun mødt nogen, der med saa trofast Pligtopfyldelse forenede saamegen Kærlighed, og derom kunde vel alle være enige, at om hende kunde man med Sandhed sige, at hun søgte ikke sit eget; det var navnlig ogsaa derfor, at Dronningen satte saa megen Pris paa hende. Efter Forstanderindens Død overtog Viceforstanderinden, Frk. Zeuthen foreløbig hendes Forretninger. . Ilos hende er det især* Gaven til at tale med de syge og bringe dem aande­ lig Trøst, der er saa stærkt fremtrædende, hvorfor ogsaa Enke­ dronningen satte hende saa højt. Men hun turde ikke i sin fremrykkede Alder paatage sig, i Længden at fortsætte en saa besværlig Gerning. Saa traadte da en yngre til, Frk. Julie Hansen, Datter af afd. Etatsraad, Bankdirektør 11. P. Hansen, der nu i seks Aar med Dygtighed, Sikkerhed og Kærlighed har vare