591167820

taget Gerningen, hvad der ogsaa med hver Dag mere vinder alles Anerkendelse. De gamle gaa efterhaanden bort og efterlade den Gerning, de have begyndt, til de yngre, forat de kunne tage fat, der hvor hine slap. Men saa maa de ogsaa i Sandhed forstaa at tage Arv efter den Slægt, der arbejdede for dem. Det er en stor Arv, som Nutiden hæver, idet den kan arbejde med de Kapitaler, der ere vundne ved Fortidens ufortrødne, trofaste Arbejde. Men større endnu er dog den levende Arv, som alt hvad godt der skal fortsættes gennem Tiden ikke kan undvære. En saadan levende Arv er det Eftermæle, som de gamle Ar­ bejdere efterlade sig, og det er en af de rigeste Velsignelser, som er falden i deres Lod, der for Øjeblikket arbejde i Pleje­ foreningens Gerning, at de ere Arvtagere efter dem, som den nuværende Forstanderinde henviser til, naar hun ved Aars- mødet den Gte Oktbr. 1891 taler om det Held, som Plejefor­ eningen havde havt ved at beholde mange af sine virkende Medlemmer i en lang Aarrække, idet hun udtrykker det Ønske, at de nyere Kræfter, som efterhaanden vare komne til, vilde følge de ældres Eksempel i Udholdenhed og Trofasthed i For­ eningens Tjeneste. »Jeg er saa glad ved Aar for Aar at se de samme Ansigter«, sagde derfor ogsaa den gamle Enkedronning. Saa mindes vi da ogsaa imellem disse gamle Arbejdersker navnlig to. Der er mange flere, som fortjene at nævnes; men det er dog navnlig disse to, som ere kendte af den yngre Slægt. Den ene er Frk. Eline Saxild, som trofast holdt ud i henved 40 Aar, næsten ligefra Foreningens Stiftelse, til hun døde i Foraaret 1882. Hun arbejdede ufortrødent i Spinde- komiteen i mange Aar, var altid de gamles nærmeste Tals­ mand og vedblev med sine kærlige Besøg hos de gamle lige til det sidste. Den anden er Frk. Frederikke Gerner, der døde